Anders Lassen: Helt fra Danmark, Faldet i Italien

Historien om major Anders Lassen er en fortælling om mod, offervilje og den ufattelige brutalitet, der kendetegnede Anden Verdenskrig. Født på en dansk herregård, stak han til søs som ung mand og endte sine dage langt fra sit fædreland, i den lille norditalienske by Comacchio. 57 år efter den skæbnesvangre nat mellem den 8. og 9. april 1945, hvor Anders Lassen og tre af hans mænd mistede livet, valgte byen Comacchio at hædre deres minde med et monument – et symbol på taknemmelighed og erindring om dem, der faldt for folkenes frihed.

Anders Lassens vej til krigen var ikke ligetil. Han voksede op på herregården Bækkeskov ved Præstø i en familie, hvor både nationalfølelse og militær tradition spillede en stor rolle. Efter sin skolegang på Herlufsholm og Lundby Realskole, besluttede han i juni 1939 at stikke til søs på et skib fra Mærsk. Denne rejse blev hans farvel til Danmark, for han vendte aldrig tilbage til sit fødeland. I januar 1941 meldte Lassen sig til den britiske hær, et skridt der førte ham ind i rækken af de mange kommandoenheder, som blev oprettet i disse krigsår.

Krigen frembragte et utal af disse hemmelige specialstyrker, og som veteranen Ken Smith, der fylder snart 80 og selv var med i elitestyrken Special Boat Squadron (SBS), bemærker: »Den højre hånd vidste aldrig, hvad den venstre lavede. Somme tider vidste vi dårligt nok, hvad vi selv lavede.« Det er først mange år senere, med adgang til historiske informationer, at de tidligere krigere for alvor kan få sammenhæng i begivenhederne.

Anders Lassen besad en imponerende fysik, en urokkelig kampiver og store lederevner. Disse egenskaber sikrede ham hurtige avancementer inden for det britiske militær. Da lord Jellicoe i foråret 1943 blev sat i spidsen for den nydannede SBS, var Lassen blandt de omkring 300 nøje udvalgte soldater, der udgjorde kernen i denne styrke. Lord Jellicoe, hvis eventyrlige bedrifter er veldokumenterede i krigshistorien, var også blandt de britiske gæster, der var rejst til Comacchio for at deltage i mindeceremonien.

De gamle krigere deler deres erindringer med en næsten underspillet tone, typisk for dem, der har oplevet krigens rædsler på nært hold. Lord Jellicoe reflekterer over sine beslutninger under krigen: »Jeg var jo sommetider i den situation, at jeg måtte træffe nogle beslutninger. Og der er især to beslutninger, som jeg er glad for: Den ene var, at jeg bad om at få denne usædvanlige unge dansker overført til SBS, da jeg traf ham i Skotland, hvor han var under uddannelse. Den anden var at lade være med at stille Andy for en krigsret, da han engang slog mig i jorden i Tel Aviv.« Disse anekdoter, der drypper frem under selskabets samvær, vidner om et hårdt liv præget af både eventyr og grusomhed, fortalt med en enkelhed, der står i skarp kontrast til begivenhedernes alvor.

Ken Smith, der oprindeligt var soldat i marineinfanteriet Royal Marines, kom også til SBS og kom derigennem til at kæmpe sammen med Anders Lassen i Italien. Ken Smiths egen vej til specialstyrkerne var også præget af krigens tilfældigheder. Efter at have sejlet i konvoj i to år, først på Atlanterhavet og siden til Malta, og efter at være blevet sænket to gange – først ramt af en torpedo, så løbet på en mine – besluttede han, at det var tid til at prøve noget andet. Han søgte over i faldskærmstropperne, og da amfibiestyrken SBS blev skilt ud fra faldskærmsenheden SAS, fulgte han med.

Ceremonien i Comacchio var en højtidelig begivenhed. I den kommunale repræsentationssal talte borgmesteren i Comacchio og næstformanden for Ferraras provinsråd. De talte smukt om de yngre og efterhånden knapt så unge generationers gæld til dem, der kæmpede dengang. Borgmesteren understregede, at det frie Comacchio og det demokratiske Italien, man lever i dag, også skyldes de fire mænd, der døde uden for byen den nat. Provinsrådets næstformand talte om den generation, hvis ofre muliggjorde en proces, der er ved at forvandle Europa fra et krigens kontinent til et fredens kontinent, forenet af fælles institutioner, en fælles mønt og fælles følelser. Denne tanke er typisk for den del af den italienske opinion, der har rødder i antifascismen: Europæisk samarbejde er ikke primært økonomi, men et middel til at sikre fred og frihed.

Også Anders Lassens yngre søster, Bente Bernstorff-Gyldensteen, deltog i ceremonien sammen med sit barnebarn Peter og repræsentanter for Frihedskampens Veteraner og Anders Lassen Fonden. Bente Bernstorff, der kun var otte år gammel, da hendes bror stak til søs, mindedes i sin tale, hvordan hun kort efter krigen ledsagede sin mor på en rejse til Comacchio for at møde folk, der kunne fortælle om Anders’ sidste dage.

Danmark blev officielt repræsenteret af den honorære konsul i Venedig, den venezianske advokat Grimani, der talte om nødvendigheden af at forsvare sine værdier. Storbritannien blev repræsenteret af brigadegeneral Mallison, der holdt sin tale på italiensk, hvilket sikrede ham et spontant bifald fra de tilstedeværende comacchiesere. Generalen afsluttede med at sige, at friheden er et gode, som vi til stadighed, også i vore dage, må stå vagt om og være rede til at forsvare. Dette budskab resonerede tydeligt på tilhørerrækkerne, hvor partisanorganisationen ANPI's rød-hvid-grønne tørklæder var stærkt repræsenteret.

Arrangementet i Comacchio var officielt upolitisk, og alle politiske kræfter i byen havde deltaget i forberedelserne. Men i Emilia-Romagna, en traditionelt rød region, er koblingen mellem antifascisme og venstrefløj meget stærk. Giuseppe Masetti, der leder instituttet for modstandskampens historie og samtidshistorie i Ravenna, leverede et helt utvetydigt politisk budskab. Han sluttede sin gennemgang af Italiensfelttoget med at tale om den »mangesprogede hær bestående af soldater fra fem verdensdele, som kæmpede side om side med italienske hærenheder og partisaner i en krig, som vi stadig kalder Befrielseskrigen.« Med disse ord tog Masetti afstand fra forsøg på at delegitimere modstandsbevægelsen eller sidestille de to sider moralsk, hvilket er blevet forsøgt fra flere sider i Italien de senere år.

Mens højrefløjen har en klar interesse i at rense sin fortid, har selv centrum-venstre-politikere talt om behovet for national forsoning og sagt, at »i døden er alle lige, uanset hvilken side de kæmpede på.« Lokalhistorikeren Sandra Carla Ballotti adresserede dette under frokosten, hvor samtalen faldt på arrangementets politiske dimension. Hun anerkendte, at de døde har krav på samme respekt og barmhjertighed, men understregede, at »de valg, de traf, var ikke lige gode, og de sager, de kæmpede for, var ikke lige respektable. Det må vi aldrig glemme.« Denne debat om fortolkningen af historien er stadig levende i Italien.

Et centralt vidne til Anders Lassens sidste timer var den nu 91-årige fisker Ettore Tomasi, der var til stede i salen under ceremonien. Han fortalte, hvordan han og en kammerat i sin tid blev taget til fange af en engelsk patrulje. De fik valget mellem at komme i fangelejr eller hjælpe som vejvisere. Med koner og børn i Comacchio indvilligede de i at hjælpe englænderne med at befri byen. Tomasi fungerede derefter som bådfører og vejviser i det store sump- og sølandskab, der omgav Comacchio – et område på omkring 50.000 hektar.

Tomasi var også med Lassen på hans sidste togt. Missionen var at skabe forvirring blandt tyskerne og give dem indtryk af, at de allierede ville bryde igennem de tyske stillinger mellem Comacchio og Adriaterhavet. Ideen var, at når de tyske reserver rykkede ud til kysten, skulle det rigtige angreb sættes ind omkring Argenta, 30 km længere inde i landet. Derfra skulle fremrykningen fortsætte nordpå mod Ferrara, den øvrige Poslette og Nordøstitalien. Planen lykkedes, og gennembruddet ved Argenta blev gennemført. Men afledningsmanøvren kom til at koste Lassen og hans tre kammerater livet.

Ettore Tomasi genfortalte den dramatiske nat: »Omtrent 50 meter henne ad dæmningen ind til Comacchio kunne jeg se en tysk stilling. Jeg sagde til en hr. Fiorini [SBS-manden Freddie Green], der kunne tale tysk, at han skulle huske at sige feltråbet. Men den nat ændrede tyskerne feltråbet, og det kostede major Lassen og hans soldater livet. Tyskerne begyndte at skyde, lige så snart de blev klar over, at det var det forkerte feltråb. Major Lassen blev ramt af flere skud midt i brystet.« I mellemtiden var englænderne kommet sig af deres overraskelse og begyndte også at skyde. De dræbte fire tyskere og tog to til fange. Tomasis båd blev ramt, og han måtte lappe hullet med mudder.

Missionen var ikke lykkedes som planlagt, og major Lassen gav sine soldater ordre til at trække sig tilbage, fordi overraskelsesangrebet var slået fejl. Tomasi og hans kammerat Foschini tog otte soldater om bord i deres båd – i stedet for de tre, den normalt var beregnet til. Blandt dem var en såret soldat, der jamrende klamrede sig til Tomasis ben og konstant bad om cigaretter, måske for at dulme smerterne. For ikke at blive indhentet af tyskerne ved dæmningen, sejlede Tomasi væk fra dæmningen for at komme uden for rækkevidde af deres våben.

For sin indsats den nat blev Anders Lassen dekoreret posthumt med Victoriakorset, den højeste britiske tapperhedsdekoration. I det britiske krigsministeriums officielle, øjenvidnebaserede motivering for tildelingen hedder det blandt andet: »Major Lassen nægtede at lade sig evakuere, idet han sagde, at det ville hindre tilbagetrækningen og bringe flere liv i fare, og eftersom ammunitionen næsten var sluppet op, måtte styrken trække sig tilbage. Med sit storslåede lederskab og sin fuldkomne foragt for egen sikkerhed nåede Lassen sine mål trods overvældende fjendtlig modstand. Tre fjendtlige stillinger blev udslettet, seks maskingeværer blev sat ud af spillet, otte fjendtlige soldater blev dræbt, andre blev såret og to taget til fange. Major Lassens store pligttroskab og den høje agtelse, han nød blandt sine mænd, gjorde det i forening med hans storslåede tapperhed muligt for ham at udføre de opgaver, som han var blevet stillet, med fuldkommen succes.«

Efter ceremonien fandt selve indvielsen af monumentet sted, trods øsende regnvejr og piskende blæst. Borgmesteren udviste fin sans for retorisk improvisation og bemærkede, at »Himmelen græder over de døde helte.« Dagen sluttede med et besøg på krigerkirkegården i Argenta, hvor de fire hovedpersoner hviler side om side med 650 andre britiske faldne fra kampene i dette område.

Et tilfældigt møde med lokale partisaner gav mulighed for at opklare et spørgsmål, som Bente Bernstorff var vendt tilbage til flere gange under opholdet i Comacchio: Hvem begravede hendes bror? På ANPI-kontoret fortalte en af de tilstedeværende, Nazareno Bellini, at han som dreng så en lokal præst, Don Mariani, der efter krigen blev dekoreret for sin indsats for Comacchios civilbefolkning, tage ud til dæmningen sammen med nogle kvinder for at hente de døde briter. Tyskerne havde hentet deres egne folk, men englænderne havde de bare ladet ligge. Ingen turde bevæge sig ud af byen på grund af skyderierne, og desuden turde ingen vise sympati for tyskernes fjender. Men Don Mariani turde. Han var altid den første på pletten under bombardementerne, hvor han hjalp sårede og trøstede døende.

Don Mariani og nogle kvinder hentede de tre døde englændere (Alfred John Crouch blev først fundet senere). Bagefter begravede præsten dem på den gamle kirkegård bag domkirken. Denne kirkegård var egentlig blevet sløjfet, da Napoleon indførte en lov om, at alle begravelser skulle foregå uden for byerne. Men tyskerne havde oversvømmet hele omegnen for at standse de allierede, så man kunne ikke komme ud til den nye kirkegård, og desuden risikerede man at blive skudt. Derfor blev den gamle kirkegård taget i brug igen. Don Mariani og kvinderne gjorde ligene pænt i stand og begravede dem. Der lå de, indtil englænderne kom og flyttede dem til Argenta. I dag er den gamle kirkegård væk igen, og området er indrettet til legeplads for en kommunal børnehave.

De fire mænd, der faldt den nat, var:

Deres historie er en påmindelse om de enorme ofre, der blev bragt under Anden Verdenskrig for at genvinde friheden. Monumentet i Comacchio står som et evigt symbol på den taknemmelighed, lokalbefolkningen føler over for disse mænd, der kom langvejsfra for at kæmpe for deres frihed.

Ofte Stillede Spørgsmål om Anders Lassen og Hændelsen i Comacchio:

Hvor faldt major Anders Lassen?
Major Anders Lassen faldt i kamp natten mellem den 8. og 9. april 1945 uden for den lille norditalienske by Comacchio.

Hvem faldt sammen med Anders Lassen?
Tre af hans mænd fra Special Boat Squadron faldt sammen med ham: Korporal Edward Roberts, menig Stanley Raymond Hughes og menig Alfred John Crouch.

Hvad var formålet med Lassens sidste mission?
Formålet var at udføre en afledningsmanøvre for at skabe forvirring blandt tyskerne og få dem til at flytte reserver til kysten, så det egentlige allierede angreb kunne lykkes længere inde i landet ved Argenta.

Hvorfor mislykkedes overraskelsesangrebet?
Overraskelsesangrebet mislykkedes, fordi tyskerne havde ændret feltråbet den nat, hvilket afslørede Lassens gruppe og førte til en skudveksling.

Hvilken dekoration modtog Anders Lassen?
Anders Lassen blev posthumt dekoreret med Victoriakorset, den højeste britiske tapperhedsdekoration, for sin indsats under denne mission.

Hvad opnåede Lassens styrke under den skæbnesvangre nat ifølge dekorationen?
Ifølge motiveringen for Victoriakorset blev tre fjendtlige stillinger udslettet, seks maskingeværer sat ud af spillet, otte fjendtlige soldater dræbt, andre såret, og to taget til fange takket være major Lassens lederskab og mod.

Hvem begravede oprindeligt de døde briter?
En lokal præst, Don Mariani, og nogle kvinder fra Comacchio hentede og begravede oprindeligt de døde briter på den gamle kirkegård i byen, da ingen andre turde eller kunne bevæge sig ud på grund af kampene og oversvømmelserne.

Hvor hviler Anders Lassen i dag?
Anders Lassen og hans tre faldne kammerater hviler i dag på krigerkirkegården i Argenta, Italien, sammen med mange andre britiske soldater, der faldt i området.

Hvorfor er der et monument for Anders Lassen og de andre i Comacchio?
Monumentet blev indviet i 2002 af byen Comacchio »i taknemmelig erindring« om de fire mænd, der faldt på dette sted for folkenes frihed.

Hvem deltog i indvielsen af monumentet?
Indvielsen blev overværet af britiske veteraner fra SBS, SAS og The Buffs, Anders Lassens søster og barnebarn, repræsentanter for Frihedskampens Veteraner og Anders Lassen Fonden, samt lokale italienske embedsmænd, historikere og repræsentanter for de britiske og danske ambassader.

Kunne du lide 'Anders Lassen: Helt fra Danmark, Faldet i Italien'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.