Afrikas Horn: Geografi, Klima og Historie

Afrikas Horn er en fascinerende og strategisk vigtig region i Østafrika, kendt for sin karakteristiske form og rige, men ofte turbulente historie. Navnet i sig selv vækker nysgerrighed og afspejler halvøens fysiske udseende, der stikker ud i Det Indiske Ocean som et horn.

Hvorfor hedder det Afrikas Horn?

Betegnelsen Afrikas Horn stammer fra halvøens geografiske form. Den er trekantet og ender i en spids, der visuelt kan minde om et næsehorns horn, når man ser den på et kort. Dette billedlige navn er blevet den mest almindelige betegnelse internationalt. Interessant nok havde halvøen i middelalderen en anden betegnelse på arabisk, nemlig Bilad al Barbar, hvilket kan oversættes til Berberlandet. Dette alternative navn vidner om regionens historiske forbindelser og de folkegrupper, der beboede området dengang.

Geografi og Landskab

Afrikas Horn er primært en stor halvø, der strækker sig ud fra det afrikanske kontinent. Dens kystlinje vender mod sydøst ud til Det Indiske Ocean og mod nord mod Adenbugten. Hele denne lange kyststrækning udgøres af Somalia. Den centrale del af halvøen domineres af den etiopiske Ogadenørken. Selvom den snævre definition af Afrikas Horn ofte fokuserer på denne halvø, bruges en udvidet definition, der også omfatter hele Etiopien, Djibouti og Eritrea. Med denne udvidede definition dækker regionen et areal på cirka 2 millioner km². Befolkningstallet i dette større område anslås til omkring 100 millioner mennesker, hvoraf langt størstedelen, omkring 85 millioner, bor i Etiopien. Somalia har cirka 9,3 millioner indbyggere, Eritrea 5,2 millioner, og Djibouti omkring 0,9 millioner.

Landskabet på Afrikas Horn er meget varieret. Regionen ligger næsten præcis midt imellem Ækvator og Krebsens vendekreds. Det er et område præget af bjerge, der blev dannet under skabelsen af Great Rift Valley. Denne enorme kløft i Jordens skorpe strækker sig helt fra Tyrkiet til Mozambique og markerer skellet mellem den afrikanske og den arabiske tektoniske plade. De højeste bjergtoppe i regionen findes i Semienbjergene i det nordvestlige Etiopien. Bjergene falder stejlt ned mod Det Røde Hav med en enorm skrænt, mens de skråner mere jævnt mod Det Indiske Ocean. Ud for Somalias kyst i Det Indiske Ocean ligger øen Socotra, som har et areal på 3.600 km² og tilhører Yemen, der er det sydligste land på Den Arabiske Halvø.

Klima og Vandressourcer

Klimaet på Afrikas Horn udviser store kontraster. I Etiopiens bjerge, især i visse områder, kan der falde over 2.000 mm regn om året. Selv i byer som Asmara falder der stadig betydelige mængder, omkring 570 mm årligt. Denne nedbør i højlandet er afgørende, da den er den eneste kilde til vand for mange områder uden for Etiopien, herunder endda Egypten, som paradoxalt nok er en af verdens tørreste nationer målt i nedbør.

Trods nærheden til Ækvator er lavlandsområderne på Hornet generelt tørre. Dette skyldes primært de tropiske monsunvinde, der bringer sæsonbestemt nedbør til regioner som Sahel og Sudan. Disse vinde blæser ind fra vest og afgiver størstedelen af deres fugtighed, før de når Djibouti og Somalia. Derfor modtager disse områder kun en begrænset mængde af denne monsunregn. Central- og Vestetiopien, som ligger op mod vinden, samt den sydligste del af Eritrea, modtager dog ofte kraftig monsunregn. Regionens klima er således stærkt påvirket af globale og regionale vindsystemer, hvilket resulterer i markante forskelle i nedbør.

I fortiden, under den holocæne epokes begyndelse, var Semienbjergene og Balebjergene dækket af store gletsjere, som siden er smeltet.

En Region med Rig og Kompleks Historie

Afrikas Horn har en lang og begivenhedsrig historie, især i moderne tid, præget af kolonisering, konflikter og kampen for uafhængighed. Efter åbningen af Suez-kanalen i 1869 øgedes regionens strategiske betydning markant. De europæiske magter, der deltog i Kapløbet om Afrika, søgte at etablere kulstationer til deres skibe, hvilket førte til invasion og besættelse.

Eritreas Vej til Uafhængighed

Italien invaderede og besatte Eritrea. Den 1. januar 1890 blev Eritrea officielt en italiensk koloni. Italienske tropper forsøgte i 1896 at udvide deres kontrol ind i Etiopien, men blev slået tilbage. I 1936 lykkedes det dog Italien at samle Eritrea, Etiopien og Italiensk Somaliland under navnet Italiensk Østafrika (Africa Orientale Italiana). I 1941 havde Eritrea omkring 760.000 indbyggere, herunder 70.000 italienere.

Under Anden Verdenskrig erobrede Commonwealth-styrker sammen med den etiopiske oprørshær området fra italienerne i 1941 og overtog administrationen. Briterne administrerede området under et FN-mandat indtil 1951. Eritrea blev derefter optaget i Etiopien som en delstat i en føderation, besluttet ved FN-resolution 390 (A) i december 1950, tilskyndet af USA.

Eritreas kystlinje ved Det Røde Hav og dets mineralske ressourcer gav landet stor strategisk betydning. Dette var en primær årsag til føderationen med Etiopien, som hurtigt førte til Etiopiens annektering af Eritrea som landets 14. provins i 1952. Denne annektering var kulminationen på en gradvis proces, hvor etiopiske myndigheder overtog kontrollen. Et eksempel er en lov fra 1959, der gjorde undervisning i amharisk, Etiopiens hovedsprog, obligatorisk i alle eritreanske skoler, selvom det ikke var hovedsproget i Eritrea. Denne manglende hensyntagen til Eritreas befolkning førte til dannelsen af en uafhængighedsbevægelse i begyndelsen af 1960'erne (1961), hvilket udløste en 30-årig krig mod skiftende etiopiske regeringer.

Krigen sluttede i 1991. Efter en FN-overvåget folkeafstemning i Eritrea (kendt som UNOVER), hvor det eritreanske folk stemte overvældende for uafhængighed, erklærede Eritrea sig uafhængigt og opnåede international anerkendelse i 1993. Dog førte en grænsestrid med Etiopien til Eritrea-Etiopiske Krig i 1998.

Djiboutis Historie

Området nord for Tadjoura-bugten, det nuværende Djibouti, blev fra 1862 til 1894 kaldt Obock og blev regeret af somaliske og Afar-sultaner. Frankrig indgik forskellige traktater med dem mellem 1883 og 1887 for at opnå fodfæste i regionen. I 1894 etablerede Léonce Lagarde en permanent fransk administration i Djibouti by og navngav regionen Côte française des somaliere (Fransk Somaliland), et navn området beholdt indtil 1967.

I 1958, kort før Somalias uafhængighed i 1960, blev der afholdt en folkeafstemning i Fransk Somaliland om, hvorvidt området skulle tilslutte sig den somaliske republik eller forblive en del af det franske statssamfund. Resultatet var til fordel for at blive i det franske statssamfund, dels takket være mange ja-stemmer fra medlemmer af Afar-stammen og bosiddende europæere. Der var dog også udbredt valgsvindel, hvor de franske myndigheder udviste tusinder af somaliere før afstemningen. De fleste, der stemte nej, var somaliere, der stærkt ønskede at tilslutte sig et forenet Somalia, som foreslået af Mahmoud Harbi, næstformand for regeringsrådet, som omkom i et flystyrt to år senere.

Djibouti opnåede endelig sin uafhængighed fra Frankrig i 1977. Hassan Gouled Aptidon, en somalisk politiker, der havde ført kampagne for et ja ved folkeafstemningen i 1958, blev nationens første præsident (1977-1999).

Somalias Kamp og Forening

I det somaliske bagland lykkedes det Muhammad Abdullah Hassan at opretholde Dervish-staten som et frit land fra 1896 til 1920, trods vedholdende britisk pres. Dervisherne slog succesfuldt fire britiske ekspeditionsstyrker tilbage og tvang dem til at trække sig tilbage til kystregionerne. På grund af disse succeser blev Dervisherne anerkendt som allierede af det osmanniske og tyske kejserrige. Tyrkerne udnævnte Hassan til Emir af den somaliske nation, og tyskerne lovede officiel anerkendelse af de områder, dervisherne erobrede.

Efter et kvart århundrede at have holdt den britiske hær i skak, blev Dervisherne endeligt besejret i 1920 som en direkte følge af Storbritanniens nye politik for luftbombardementer. Som et resultat blev de tidligere Dervish-områder omdannet til et britisk protektorat. Italien stod over for lignende modstand i deres forsøg på at opnå kontrol over Somalia og etablerede først fuld kontrol over hele området i slutningen af 1927, under den fascistiske æra. Denne besættelse varede indtil 1941, hvor den britiske militære administration overtog. Den nordlige del af Somalia forblev et protektorat, mens det sydlige Somalia blev et formynderskab.

Sammenslutningen af de to regioner i 1960 dannede den somaliske republik. En civil regering blev dannet, og den 20. juli 1961 blev en ny forfatning ratificeret efter en folkeafstemning.

På grund af sine mangeårige forbindelser med den arabiske verden blev Somalia i 1974 optaget som medlem af Den Arabiske Liga. Samme år havde landets daværende socialistiske administration også formandskabet for Organisationen for Afrikansk Enhed, forgængeren for Den Afrikanske Union.

Udfordringer og Humanitær Situation

Afrikas Horn står over for betydelige udfordringer, herunder fattigdom og effekterne af klimaforandringer. Regionen er ofte ramt af ekstrem tørke, hvilket har katastrofale konsekvenser. Tørken gør det umuligt at drive landbrug og dyrke afgrøder på traditionel vis, hvilket fratager utallige familier deres indkomstgrundlag. I et forsøg på at sikre familiens overlevelse søger mænd ofte mod byerne for at finde arbejde, hvilket dog efterlader resten af familien i en meget sårbar situation.

Humanitære organisationer spiller en vigtig rolle i at støtte de udsatte befolkninger. SOS Børnebyerne har for eksempel arbejdet i Somalia i over 40 år for at sikre, at somaliske børn vokser op i trygge rammer. I deres børneby i Mogadishu huser de omkring 100 børn, der har mistet forældreomsorgen, enten fordi de er blevet forladt, deres forældre er døde, eller fordi forældrene ikke har været i stand til at tage sig af dem. I børnebyen tilbydes børnene en tryg hverdag med skolegang, leg og en SOS-familie.

Ud over omsorg for børn uden forældreomsorg arbejder SOS Børnebyerne også forebyggende. De støtter udsatte familier, der er i fare for at gå i opløsning, for at forhindre, at endnu flere børn mister deres forældre. Denne støtte kan variere og tilpasses den enkelte families behov, for eksempel hjælp til at skabe en indtægtskilde, sikring af børnenes skolegang eller adgang til lægehjælp. Denne indsats er afgørende i en region, der er så hårdt ramt af tørke og fattigdom.

Vejrsystemer: ITK Zonens Rolle

Klimaet i Afrika, herunder Afrikas Horn, er stærkt påvirket af overordnede vejrsystemer. Et af de mest afgørende er den intertropiske konvergenszone (ITK). ITK-zonen er det område nær Ækvator, hvor de varme passatvinde fra nord og syd mødes og konvergerer. Når disse vinde mødes, stiger luften op, afkøles og danner konvektiv nedbør, hvilket ofte resulterer i kraftige regnskyl.

ITK-zonen følger Solens årlige bevægelse; den ligger typisk lidt nord for den sydlige vendekreds i december (vintersolhverv på den nordlige halvkugle) og lidt syd for den nordlige vendekreds i juni (sommersolhverv på den nordlige halvkugle). ITK-zonens placering og bevægelse forklarer regntidens varighed og intensitet i store dele af Afrika, fra Sydafrika til Sahara og fra Senegal til Somalia. For eksempel oplever områder tættere på Ækvator, som Guineakysten, en lang regntid, der starter tidligt på året, mens områder længere nordpå, som Sahel, har en kortere og mere usikker regntid, der først begynder senere.

Selvom ITK-zonen påvirker klimaet i regionen op til Somalia, bidrager den specifikke tørhed i lavlandsområderne på Afrikas Horn, som nævnt tidligere, til, at de monsunvinde, der afgiver regn i Sudan og Sahel, allerede har mistet meget af deres fugtighed, inden de når kystområderne på Hornet. Dog modtager dele af Etiopien og Eritrea stadig betydelig monsunregn, hvilket understreger kompleksiteten af regionens klima, der er formet af både globale systemer som ITK-zonen og lokale geografiske forhold.

Ofte Stillede Spørgsmål om Afrikas Horn

Hvilke lande regnes med til Afrikas Horn?

I den snævreste geografiske forstand refererer Afrikas Horn til den trekantede halvø, der primært udgøres af Somalia. I en udvidet definition, som ofte bruges, inkluderer regionen desuden Etiopien, Djibouti og Eritrea.

Hvor mange mennesker bor der på Afrikas Horn?

Ifølge den udvidede definition, der omfatter Etiopien, Somalia, Eritrea og Djibouti, bor der omkring 100 millioner mennesker i regionen. Størstedelen bor i Etiopien.

Hvad er ITK Zonen, og hvilken betydning har den for vejret på Afrikas Horn?

ITK Zonen (intertropiske konvergenszone) er et globalt vejrsystem, hvor passatvinde mødes og skaber regn. Den påvirker klimaet i store dele af Afrika og bidrager til regntiderne. Selvom den strækker sig op til Somalia, er lavlandsområderne på Hornet tørre, fordi monsunvinde, der bringer regn til andre regioner, afgiver deres fugtighed, før de når kysten. Dog modtager dele af Etiopien og Eritrea betydelig monsunregn.

Er der information om konsekvenserne af La Niña på Afrikas Horn i den givne tekst?

Nej, den givne tekst indeholder ikke information om konsekvenserne af La Niña på Afrikas Horn.

Er befolkningen på Afrikas Horn fattig?

Regionen står over for betydelige udfordringer med fattigdom, især forværret af ekstrem tørke, der ødelægger landbruget og fjerner indkomstgrundlaget for mange familier. Humanitære organisationer som SOS Børnebyerne arbejder med at støtte udsatte familier og børn i regionen, hvilket indikerer udbredt sårbarhed og fattigdom.

Oversigt over Lande i den Udvidede Definition

Afrikas Horn er således en region med en dyb geologisk historie, et klima præget af ekstremer, en kompleks og ofte smertefuld moderne historie og en nutid præget af både udfordringer og modstandskraft. Forståelsen af dens geografi, klima og historiske udvikling er nøglen til at forstå de dynamikker, der former livet for de millioner af mennesker, der kalder denne unikke del af verden for deres hjem.

Kunne du lide 'Afrikas Horn: Geografi, Klima og Historie'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.