Kan man lime en bog? Om lim og bogbinding

Spørgsmålet om, hvorvidt man kan lime en bog, er relevant, når man ser på, hvordan bøger holdes sammen. Svaret er et klart ja – lim spiller en afgørende rolle i mange former for bogbinding, både historisk og i dag. Selvom traditionelle metoder ofte involverer syning af bogsiderne, er limen uundværlig til at fæstne forskellige dele, fra bogblokken til omslaget, og i moderne produktion er limbaserede metoder endda primære.

Bogbindingens historie er lang og rig, og udviklingen af, hvordan man samler og beskytter skriftlige værker, har tæt forbindelse til materialer og teknikker, herunder brugen af klæbemidler. Den bogform, vi kender i dag – codex-formen, hvor siderne er samlet i et bind – opstod omkring 400-tallet e.v.t. Før da brugte man ruller af papyrus eller pergament samt tofløjede tavler. Disse tidlige former blev ofte beskyttet med hylstre og dekorationer, der gik langt ud over det rent praktiske.

Bogbindingens Facetter gennem Tiden

Pragtbind på bøger i codex-form er kendt fra Italien allerede i det 600-tallet. Disse blev ofte kaldt klenodiebind på grund af deres overdådige udsmykning med ædelmetaller, ædelstene og kaméer. Denne tradition med rigt dekorerede bind levede videre i Det Byzantinske Rige og i den irske kulturkreds. På et mere almindeligt niveau opstod der senest fra omkring år 800 enklere bind, hvor læder eller tekstil blev trukket over træplader. Danmark har bevaret eksempler på klenodiebind, såsom sølvbindet om Dalbybogen og Hornebogen, sidstnævnte med en korsfæstelsesscene i hvalrostand fra 1100-1200-tallet.

Bogtrykkunsten, der spredte sig fra midten af 1400-tallet, medførte et kraftigt øget behov for indbinding. Materialerne ændrede sig, og skind, ofte pergament (fint, hvidt skind), blev det typiske valg. Man anvendte stempler – enkelt-, rulle- og pladestempler – med både dekorative og figurlige motiver. En særlig fornem teknik var de gotiske lædersnitbind, især fra Tyskland, hvor individuelle dekorationer blev skåret direkte i læderet.

Renæssancen bragte en afgørende fornyelse med sig, især importen af guldtryksteknikken og nye dekorationsmotiver fra Orienten. Venedig var en vigtig indfaldsport, men Frankrig blev hurtigt førende inden for bogbinderkunsten. Den legendariske bogsamler Jean Grolier lagde navn til særligt fremragende bindtyper i 1500-tallet. En ny dekorationstype, fanfarebind, vandt frem, karakteriseret ved overdekoration med tredobbelte linjer i geometriske former, udfyldt med blade, spiraler og punkter.

Fransk stilindflydelse nåede også Danmark i 1500-tallet, først via Jacob Krause og senere direkte. Dele af Christian 3.s Bibel fra 1550 blev indbundet af franskmanden Antoine Maillet, selvom hovedparten blev udført af tyskeren Paul Knoblauch. En anden stilretning med brug af meget små stempler, kaldet "fers pointillés", tilskrives "Le Gascon". Gennem 1700-tallet var franske familiefirmaer fortsat førende, herunder Nicolas-Denis Derôme (1731-88), der skabte "kniplingsstilen" ("fers à la dentelle"). Samtidig udførte englænderen Roger Payne elegante og enkle bind.

Bogindbinding var på dette tidspunkt et så udbredt håndværk, at det i dag er yderst sjældent at finde bøger fra før 1700-tallet, der er bevaret i deres oprindelige, ubeskårne kartonnager (en form for halvfabrikata). Dette vidner om, at det var standard for bogkøbere at lade deres nyerhvervelser færdiggøre hos en bogbinder.

Hen imod år 1800 medførte nyklassicismen en forenkling og strengere former i bogbindet. Man lod sig inspirere af antikke motiver, som i de engelske "etruskiske bind", der brugte forskellig indfarvning af arealer på bindsiden og var meget sparsomme med guldtryk.

Samtidig modtog Danmark en anden indflydelse fra England i form af spejlbindet, karakteriseret ved en lysere "spejl"ramme på bindsidens mørkere skind. Johann Boppenhausen, der indvandrede i 1699, var en pioner inden for denne stil i Danmark. Samleren Niels Foss (1670-1751) var en stærk fortaler for spejlbindets enkle form. I rokokostil arbejdede G.J. Liebe (1710-78).

1800-tallet var præget af flere neo-stilarter. Nygotikken gav os "katedralbindene" med pladetrykte gotiske arkitekturmotiver, især på religiøse bøger. Siden fulgte nyrenæssance og nyrokoko, hvilket førte til den stilblanding i 1880'erne, hvor alle stilarter stod til rådighed.

Industrialiseringen i 1800-tallet medførte en fornyelse af en helt anden art end stilændringerne. Tidligere blev bøger ofte solgt i papir- eller kartonomslag uden tryk, sommetider med titel, især på tidsskrifter. Bogkøberen skulle selv sørge for indbindingen. Men den demokratisering af bogen, der fulgte med hurtigpresse og skolepligt, oversteg håndværksbogbindernes kapacitet.

Løsningen blev det solidere hellærredsbind, og fra 1830'erne blev dette bærer af en ny dekorationstype: komponerede bind med pressetrykte pladedekorationer i guld eller farver. Denne type kom til Danmark i 1840'erne, først importeret fra Tyskland, senere med D.L. Clément som hjemlig pioner. Komponerede bind har deres egen stilhistorie, der rækker frem til i dag. Den Store Danske Encyklopædi er et eksempel på forskellige forlagsbind, et hellærredsbind og et halvbind med skindryg.

Omkring 1890 inspirerede William Morris nye strømninger inden for typografi og kunsthåndværk (Arts and Crafts, Skønvirke), hvilket også påvirkede bogbindets stilhistorie. I Danmark var xylograf F. Hendriksen en central figur. Danmark markerede sig internationalt med originale helbindsdekorationer, hvilket fornyede både det finere håndarbejde og forlagsbindene. Kendte kunstnere og bogbindere fra denne periode inkluderer Th. Bindesbøll, Aug. Jerndorff, Joakim Skovgaard, Hans Tegner, Imm. Petersen, firmaet Petersen & Petersen, og ikke mindst Anker Kyster. Kyster var også foregangsmand inden for genskabelse af gamle papirtyper til forsats og overtræk. Fagskolen for Boghaandværk har siden 1893 bidraget til uddannelsen.

I mellemkrigstiden påvirkede nye smagsretninger bogbindet. Funktionalismen medførte en ny enkelhed, fornemt repræsenteret i Danmark af Aug. Sandgren. Kvalificeret håndværksbogbinding er i dag presset af prisen, men de bedste forlagsbind udviser høj æstetisk og teknisk kvalitet. Også i sidste halvdel af 1900-tallet har grupper og enkeltpersoner holdt det eksklusive håndværk i hævd, som Bent Andrée, Ingeborg Börjeson, Jens E. Hansen, Oscar Jacobsen, Ole Olsen, Henrik Park, H.M. Refsum og Juhani Roininen i de nordiske lande.

Limtyper i Moderne Bogbinding

Som det fremgår af historien, har materialerne og teknikkerne udviklet sig markant. I dag, når man taler om at lime en bog, handler det ofte om specifikke klæbemidler designet til papir og bogbindingens materialer. Der findes forskellige typer lim, hver med sine egenskaber og anvendelsesområder:

Bogbinderlim (Vandbaseret PVA-lim)

Denne type lim er specielt udviklet til papir og pap og er derfor ideel til projekter, der involverer disse materialer. Det er en hvid, tyktflydende og hurtigt bindende vandbaseret PVA-lim. Den har den fordel, at den ikke lugter, tørrer klart op og er nem at smøre ud, typisk med en pensel. Den kan fortyndes med vand efter behov. En vigtig ting at bemærke er, at bogbinderlim ikke tåler frost.

Bogbinderlim bruges ofte ufortyndet til at sammenlime papdele på æsker, fæstne lågplader eller andre steder, hvor der kræves ekstra stærk binding. Pensler, der er brugt med denne lim, rengøres nemt med vand.

Klisterlim (Blanding af Bogbinderlim og Tapetklister)

Klisterlim er en blanding af bogbinderlim og tapetklister. Først tilberedes tapetklisteren ifølge anvisningen på pakken. Derefter blandes ufortyndet bogbinderlim med den færdigrørte tapetklister. Forholdet kan variere, typisk 50/50 eller 60/40 (klister/lim), indtil konsistensen minder om tykmælk.

Klisterlim er velegnet til påsætning af papir, lærred, bogbindervelour, skind og lignende materialer. Ligesom bogbinderlim er den vandbaseret, nem at rense af pensler og fingre, og den lugter ikke. Dog tåler Klisterlim heller ikke frost. Da den lidt tungere bogbinderlim kan synke til bunds, kan Klisterlimen kræve omrøring, hvis den har stået et stykke tid.

Universallim

Universallim, ofte kendt som "den gule tube", bruges i bogbinding, typisk når andre limtyper ikke er tilstrækkelige. Den kan være nødvendig, hvis man arbejder med en lærreds- eller papirtype, der er svær at fæstne med bogbinderlim, eller hvis man skal fastgøre dekorative elementer i for eksempel metal. Universallim binder meget stærkt og hurtigt, hvilket betyder, at man skal placere emnet korrekt med det samme, da det er svært at justere efterfølgende.

Limlak

Limlak bruges til at give en overfladefinish og beskyttelse. Den findes i forskellige varianter, herunder blank og mat lak. Valget afhænger ofte af papirtypen og det ønskede udseende. Små flasker rækker typisk til flere mindre projekter og kan holde sig et stykke tid.

Decoupagelim

Decoupagelim er en tyndere hvid lim, der tørrer klart op. Den minder om fortyndet bogbinderlim og er primært beregnet til papir. Den kan også bruges som limlak, især når man dekorerer med udskårne papirstykker. Ligesom limlak findes den i mat og blank udgave. Fortyndet bogbinderlim kan i mange tilfælde bruges som et alternativ til decoupagelim.

Sammenligning af Limtyper

Hvordan Anvender Man Limen i Bogbinding?

Baseret på de beskrevne limtyper anvendes limen typisk med en pensel for at sikre en jævn fordeling på materialerne. Bogbinderlim kan fortyndes med vand for at opnå den ønskede konsistens til forskellige opgaver. Klisterlim blandes i et specifikt forhold af bogbinderlim og tapetklister for at opnå den rette viskositet til påsætning af omslagsmaterialer.

Det er vigtigt at arbejde præcist, især med Universallim, da den hurtigt danner en stærk binding. For vandbaserede limtyper som bogbinderlim og Klisterlim er oprydning enkel; pensler og overflader kan rengøres med vand.

Det skal dog bemærkes, at den givne information beskriver de forskellige limtyper og deres anvendelse til specifikke materialer og dele af bogbindingen. Den indeholder ikke en komplet trin-for-trin guide til, hvordan man limer en hel bog sammen fra start til slut, eller hvordan man bruger lim til at reparere en bogryg. Den fokuserer primært på materialerne og deres egenskaber inden for faget.

Ofte Stillede Spørgsmål om Lim og Bogbinding

Her er svar på nogle almindelige spørgsmål baseret på informationen om bogbinderlim:

• Er bogbinderlim vandbaseret? Ja, bogbinderlim er en vandbaseret PVA-lim.
• Kan bogbinderlim tåle frost? Nej, hverken bogbinderlim eller Klisterlim tåler frost.
• Hvornår bruger man Klisterlim? Klisterlim bruges typisk til at påsætte materialer som papir, lærred, bogbindervelour og skind på bogbindet.
• Hvad er forskellen på bogbinderlim og Klisterlim? Klisterlim er en blanding af bogbinderlim og tapetklister, hvilket giver den en anden konsistens og gør den velegnet til påsætning af større, tyndere materialer som omslagspapir eller stof. Bogbinderlimen bruges ufortyndet til stærkere bindinger mellem pap/pap-dele.
• Hvorfor bruge specifik bogbinderlim frem for almindelig lim? Bogbinderlim er formuleret specifikt til papir og pap, tørrer klart op og er nem at arbejde med og rense, hvilket er vigtigt i bogbinding.
• Hvordan renser man pensler efter brug af bogbinderlim eller Klisterlim? Pensler rengøres nemt med vand.
• Kan Decoupagelim bruges som limlak? Ja, Decoupagelim, især den matte udgave, kan bruges som limlak, især ved dekoration med udskårne papirstykker.

Afslutningsvis er det tydeligt, at lim er et essentielt redskab i bogbinding, fra de ældste former for bind til moderne forlagsbind. Valget af lim afhænger af de materialer, der skal bindes sammen, og den specifikke opgave. Forståelse for de forskellige limtypers egenskaber er fundamental for at opnå holdbare og æstetisk tiltalende bogbind, uanset om det er et kunstfærdigt håndbind eller et maskinfremstillet bind til masseudgivelse.

Kunne du lide 'Kan man lime en bog? Om lim og bogbinding'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.