Sonja Ferlov Mancoba: En Kunstners Rejse

Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) er en kunstner, der har en særlig plads i dansk kunsthistorie, selvom en stor del af hendes virke udfoldede sig i Paris. Hendes skulpturer og tanker om fællesskab og åndelighed resonerer dybt, og for mange, der færdes i København, er hun til stede i hverdagen gennem hendes markante bronzeskulptur Effort Commun ved Sortedams Sø. Denne skulptur, med sin udsigt over vandet, er blevet et pejlemærke og et symbol på den fælles anstrengelse, som var central for Ferlov Mancobas kunstneriske og personlige filosofi.

Den nylige monografiske udstilling på Statens Museum for Kunst (SMK) har sat et tiltrængt fokus på Sonja Ferlov Mancobas omfattende værk og liv. Udstillingen tilbyder en unik mulighed for at træde ind i kunstnerens univers, et univers præget af gipsstøv, dybe tanker og en konstant søgen efter form og mening. Det er en udstilling, der længe har været imødeset, især af kunstnere og kunstinteresserede, der kender til Ferlov Mancobas ry som 'en kunstnernes kunstner'.

Hvem var Sonja Ferlov Mancoba?

Sonja Ferlov Mancoba voksede op i en velhavende familie nord for København. Hendes tidlige interesse for kunst førte hende til kunstskole, hvor hun mødte ligesindede. Blandt disse var kunstnerne Ejler Bille og Richard Mortensen, med hvem hun var med til at danne den indflydelsesrige abstrakt-surrealistiske gruppe Linien. Gruppen var stærkt inspireret af tidens psykoanalytiske teorier om menneskets indre liv, og som ung kunstmaler udforskede Ferlov Mancoba også disse temaer i sit arbejde.

I 1930'erne flyttede Ferlov Mancoba til Paris, et skelsættende skridt, der formede resten af hendes liv og karriere. I Paris mødte hun den sydafrikanske billedhugger Ernest Mancoba, som var flygtet fra racehadet i sit hjemland. Deres møde udviklede sig til et dybt partnerskab, både personligt og kunstnerisk. De giftede sig i en interneringslejr i Frankrig under Anden Verdenskrig, en oplevelse der yderligere skærpede deres fælles politiske og kunstneriske ståsted. Sammen kæmpede de en kunstnerisk kamp for at værne om fællesskabet og den sammenhængende ånd, hvilket blev et centralt tema i begges værker. Sonja Ferlov Mancobas udtryk blev rendyrket i denne periode, ofte baseret på et globalt etnografisk billedsprog.

Kunsten og Teknikken

Selvom Sonja Ferlov Mancoba startede som maler, blev det arbejdet med plastiske materialer, især gips og ler, der definerede hendes billedhuggerpraksis. Udstillingen på SMK lægger hovedvægten på disse materialer, hvilket afspejler kunstnerens egne præferencer. Hun var generelt mindre interesseret i at få sine værker støbt i bronze og kasserede ofte værker, hvis 'samtalen' med materialet ikke var tilfredsstillende. Dette vidner om en dyb procesorientering og en kompromisløs holdning til sit arbejde.

En fascinerende indsigt i hendes teknik gives i et videoklip på udstillingen, der viser Ferlov Mancoba i sit parisiske atelier. Hun demonstrerer en basal, men effektiv teknik, som hun lærte af sin nabo og ven, den berømte italienske billedhugger Alberto Giacometti. Teknikken involverer at tegne en figur på gulvet med kridt og derefter bygge figurens linje-krop op til et stabilt relief ved at arbejde blår (et affaldsprodukt fra produktionen af hamp og hør) og gips rundt langs stregerne. Dette relief kunne derefter tørre og rejses til en stående figur, som hun kunne arbejde videre på. Det er en metode, der minder om den måde, man 'ekstruderer' en todimensionel form til en rumlig form i 3D-software, og det understreger hendes status som en kunstner, hvis metoder har inspireret generationer.

Hendes tilgang var ikke altid uden dramatik. Et kendt eksempel er værket Ugle fra 1936, som hun havde givet bort, men senere hentede tilbage og, med hendes egne ord, "resolut plumpede den ud i Birkerød Sø". Dette illustrerer hendes intense, næsten personlige, relation til sine skulpturer.

Udstillingen på SMK

SMK's udstilling er omhyggeligt kurateret for at give et indblik i Sonja Ferlov Mancobas liv og arbejde. Udstillingsarkitekturen er bygget op omkring Sonja som person, et sympatisk greb, der skaber en følelse af nærhed til kunstneren. Rummet er varmt belyst, og værkerne – tegninger, malerier, gipsarbejder og enkelte bronzestøbninger – er placeret på forskellige sokler og podier, ofte med bagvægge, der fremhæver deres former. Der er tydeligvis lagt stor vægt på at formidle følelsen af proces i opsætningen.

Centralt i udstillingen er Torben Glarbos film om kunstneren fra 1982, der viser hende arbejde i sit parisiske atelier. Synet af gipsstøvet, der danser dovent i lyset, der filtreres gennem gardinet, skaber en intim atmosfære. Dette understreges af de omgivende draperede, transparente gardiner, der omslutter filmvisningsområdet, et scenografisk greb, der effektivt inviterer publikum tættere på kunstneren. De lagdelte siddeskumplader bidrager til følelsen af at være en del af en følsom arbejdssituation.

En betydelig del af udstillingen er dedikeret til et omfattende arkivmateriale. Dette materiale stammer fra flyttekasser fra Ferlov Mancobas atelier i Paris og har indtil nu ikke været vist for offentligheden. Arkivet, der præsenteres i montrer og som et vildtvoksende display, rummer en mangearmet fortælling om kunstneren. Her finder man breve til veninder og historier om kunsten, der giver dybere indsigt i hendes tanker og inspirationer. Det er i arkivet, at Ferlov Mancobas 'tilstedeværelse' måske trænger sig mest på; her bliver hun virtuel, ikke-konkret, og kan aktiveres igen i vores bevidsthed som et plastisk materiale, der glider ind i vores tid.

Arkivet rummer blandt andet historien om Giacomettis værk Usynligt objekt eller Hænder, der griber om et tomrum. Giacometti smadrede i frustration skulpturen, men Ferlov Mancoba fandt og beholdt hovedet. Dette hoveds øjne, der stirrer vidtåbne ud i intetheden med det ene øje krydset ud som Odins blinde øje, bærer på dybe referencer til visdom og en form for 'virtualitet' eller ny åndelighed. Denne historie spejler på mange måder Ferlov Mancobas egen oplevelse med værket Torso (1940), som blev ødelagt af naboer, der fandt det frastødende i sin umiddelbarhed.

Fællesskabet og Åndeligheden

Sonja Ferlov Mancobas kunst var dybt forankret i hendes overbevisning om fællesskabets og den sammenhængende ånds betydning. Sammen med Ernest Mancoba udviklede hun et kunstnerisk sprog, der søgte at udtrykke disse ideer, ofte ved brug af globale etnografiske billedsprog, der transcenderede kulturelle grænser.

Hendes interesse for den franske digter og dramatiker Antonin Artaud havde også en markant indflydelse på hendes senere værker. Artauds tanker om at frigøre mennesket fra ydre og indre organer for at undslippe den 'dyriske libido' kan ses manifesteret i de knoglede skulpturer, hun skabte i sine sidste leveår. Disse værker, som Squelette de l´esprit (Åndens skelet) fra 1984, er præget af hule, pindede kroppe, masker og hovedskaller, der reflekterer en nærmest krigerisk åndelighed og en søgen efter en fundamental, afpillet essens.

Arven efter Ferlov Mancoba

Da Sonja Ferlov Mancoba døde i Paris i 1984, var hun anerkendt i kunstneriske kredse, selvom hendes brede offentlige anerkendelse måske kom senere. Hendes søn, Wonga Mancoba, som også var billedkunstner, grundlagde kort før sin død i 2013 The Estate of Sonja Ferlov Mancoba. Dette har været afgørende for at sikre hendes arv og formidle hendes historie til et bredere publikum gennem gallerier og museer.

Udstillingen på SMK ledsages af et omfangsrigt katalog, der med sine forskningsbaserede tekster og flotte illustrationer cementerer Sonja Ferlov Mancobas position i kunsthistorien. Hendes historie er nu blevet mere allemandseje, og i en tid præget af usikre politiske vinde, hvor fællesskab og åndelighed igen føles presserende, er Ferlov Mancobas værker og tanker mere aktuelle end nogensinde. Udstillingen tilbyder en mulighed for at reflektere over 'det essentielle i livet' gennem hendes dybt personlige og universelle kunst.

Spørgsmål og svar om Sonja Ferlov Mancoba

Her finder du svar på nogle almindelige spørgsmål om Sonja Ferlov Mancoba baseret på den tilgængelige information:

• Hvor kan man se Sonja Ferlov Mancoba?
  Man kan se Sonja Ferlov Mancobas bronzeskulptur Effort Commun ved Sortedams Sø i København. Derudover har der været en større monografisk udstilling af hendes værker på Statens Museum for Kunst i København, som viste et bredt udvalg af hendes skulpturer, tegninger, malerier og arkivmateriale. Permanent samlinger på museer som Museum Jorn i Silkeborg (der ejer værket Levende grene) kan også indeholde hendes arbejder.
• Hvem var Sonja Ferlov gift med?
  Sonja Ferlov var gift med den sydafrikanske billedhugger Ernest Mancoba. De mødtes i Paris i 1930'erne og delte et livslangt kunstnerisk og personligt partnerskab.
• Hvor boede Sonja Ferlov?
  Sonja Ferlov voksede op i en velhavende familie nord for København. Hun flyttede til Paris i 1930'erne, hvor hun boede og arbejdede i sit atelier en stor del af sit liv. Hun døde også i Paris i 1984.
• Er Nina Ferlov i familie med Sonja Ferlov?
  Baseret på den tilgængelige information, der er nævnt her, er der ingen oplysninger om, hvorvidt Nina Ferlov er i familie med Sonja Ferlov Mancoba.

Kunne du lide 'Sonja Ferlov Mancoba: En Kunstners Rejse'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.