Leonora Christina: Livet bag Blåtårns mure

Leonora Christina Ulfeldt er en af danmarkshistoriens mest fascinerende skikkelser. Som datter af Christian IV og Kirsten Munk oplevede hun en opvækst tæt på magten, men hendes liv tog en dramatisk drejning, der førte hende til et 22 år langt fangenskab i Blåtårn. Det er fra denne periode, vi har hendes mest berømte værk, den selvbiografiske ’Jammers Minde’, der giver et unikt og gribende indblik i livet bag fængselsmurene i 1600-tallet.

Hvem var Leonora Christina?

Leonora Christina blev født i 1621 som datter af kong Christian IV og hans hustru til venstre hånd, Kirsten Munk. Hun voksede op i en privilegeret position, tæt på hoffet. Allerede som niårig blev hun i 1630 forlovet med den 15 år ældre adelsmand Corfitz Ulfeldt, som hun giftede sig med seks år senere i 1636. Leonora Christina knyttede sig tæt til sin ægtefælle. Hendes tilknytning til Corfitz Ulfeldt kom til at definere hendes liv, både under hans hurtige karriere som rigshofmester – landets fornemste embede – og senere under hans fald fra magten og dom for majestætsforbrydelse.

Hun beskrives som begavet med kunstneriske anlæg for maling, tegning, musik og skriftlig udtryksform. Hun mestrede flere sprog ud over dansk, herunder fransk, tysk, latin, og under rejser lærte hun også italiensk, spansk og engelsk. Hun havde et nært forhold til sin far, Christian IV, men ikke til sine søskende. Efter faderens død og halvbroderen Frederik III’s tronbestigelse ændrede alt sig drastisk for parret.

Faldet fra Magten og Flugten

Corfitz Ulfeldts hurtige avancement og hans embedsførelse, præget af underslæb og salg af embeder, blev genstand for undersøgelser efter Christian IV’s død. Samtidig var der et dybt personligt modsætningsforhold til den nye dronning, Sophie Amalie, som Ulfeldtparret tidligere havde vist ringeagt. Denne gensidige modvilje og Ulfeldts position som en trussel mod det nye kongepars politiske kurs førte til chikane og konflikt. For at undgå en retssag flygtede parret i 1651 til Sverige, hvor Corfitz Ulfeldt gik i svensk tjeneste under Karl Gustav-krigene. Leonora Christina spillede en aktiv rolle i parrets liv i landflygtighed og stod blandt andet energisk for forsvaret af sin sengeliggende mand, da han i 1659 blev anklaget for forræderi af den svenske konge.

I 1660 søgte Ulfeldt nåde hos den danske konge i København, uvidende om sin benådning. Parret blev dog arresteret og ydmygende behandlet af generalmajor Adolph Fuchs. De blev holdt fængslet i 17 måneder på Hammershus på Bornholm, hvorfra de forsøgte at flygte, men mislykkedes. I slutningen af 1661 blev de løsladt på hårde betingelser, der indebar, at de måtte give afkald på størstedelen af deres ejendomme og fordringer til kongen, dog blev Leonoras arv fra hendes mor og mormor ikke rørt.

Parret flyttede herefter til Ellensborg på Fyn, men Corfitz Ulfeldt fortsatte sine intriger. Under en udlandsrejse i 1662 kontaktede han kurfyrsten af Brandenborg og tilbød at organisere et oprør og gøre kurfyrsten til konge af Danmark. Denne plan blev afsløret for Frederik III, som indledte en menneskejagt på Ulfeldt.

Fangenskabet i Blåtårn

Mens Corfitz Ulfeldt var på flugt og døde i 1664, blev Leonora Christina arresteret i England i 1663. Hun var rejst til London for at inddrive et gammelt tilgodehavende, hvilket var imod aftalen med Frederik III. Kongen krævede hende udleveret som medskyldig i ægtefællens højforræderi. Hun blev bragt til Danmark og indsat i Blåtårn på Københavns Slot. På trods af, at hun nægtede kendskab til Corfitz Ulfeldts landsskadelige handlinger, blev hun holdt fængslet i næsten 22 år uden rettergang eller dom. Fangenskabet varede fra 1663 til 1685.

Dette lange og uretfærdige fangenskab er kernen i hendes berømte værk. Livet i Blåtårn var præget af isolation og fornedrelse, men også af en bemærkelsesværdig indre styrke. Hun delte fængselsfaciliteter med kriminelle og sindslidende, et markant fald fra hendes tidligere position som rigets førstedame.

’Jammers Minde’: Et Enestående Vidnesbyrd

Det var under sit fangenskab i Blåtårn, at Leonora Christina påbegyndte sit mest betydningsfulde værk, ’Jammers Minde’. Hun startede på den i 1673. Skrevet som en beretning stilet til hendes børn, er bogen en dybt personlig og levende skildring af hendes fængselsliv, hendes tanker, oplevelser og erindringer. Det er historien om hendes sociale deroute, men også om hendes modstandsdygtighed og sjælelige storhed midt i modgang.

Manuskriptet til ’Jammers Minde’ så først dagens lys for offentligheden i 1867, over 180 år efter det blev skrevet. Da det blev udgivet, skabte det sensation. Bogen blev hurtigt anerkendt som en litterær perle og et uvurderligt historisk dokument. Den giver et enestående indblik i fængselslivet i 1600-tallet og i en kvindes kamp for at bevare sin værdighed under ekstreme forhold. ’Jammers Minde’ er ikke blot en selvbiografi; det er en skarp og velskrevet beretning om menneskelig fornedrelse og sjælelig storhed. Værkets betydning blev yderligere understreget, da det i 2006 blev optaget i Kulturministeriets Kulturkanon.

Bogen fortæller både om hendes fængselserfaringer og indskudte tilbageblik på tidligere begivenheder i hendes liv. Det er et vidnesbyrd om en kvindes evne til at fastholde sit intellekt og sin ånd i isolationens mørke. Hun korresponderede blandt andet med digteren Thomas Kingo under sin tid i Blåtårn.

Livet Efter Blåtårn

Efter 22 år i fangenskab blev Leonora Christina endelig løsladt i 1685. Løsladelsen skete først efter dronning Sophie Amalies død, hvilket understreger det personlige nag, der sandsynligvis bidrog til hendes lange fængsling. Efter en kort periode i Husum flyttede hun til Birgittinerordenens kloster i Maribo.

Sine sidste år tilbragte hun i klosteret, hvor hun tilsyneladende forblev åndsfrisk. Hun arbejdede energisk på at få familiens inddragne ejendomme i Sverige tilbage og deltog endda i sociale aktiviteter som fastelavnsløjer i klosteret året før sin død. Leonora Christina Ulfeldt døde den 6. april 1698, 76 år gammel. Hun blev begravet i krypten i klosterkirken i Maribo, den nuværende Maribo Domkirke. Hendes gravsten kan stadig ses, men hendes lig blev kort tid efter fjernet fra gravstedet, sandsynligvis af nogle af hendes sønner, og formentlig gravsat i Wien, hvor sønnen Leo opnåede en stor karriere. Da graven i Maribo blev åbnet i 1829, fandt man kun ligene af tre børn og et lille guldsmykke. På gravstenen står en inskription, der angiver, at gravstedet tilhører hende, og at hun hviler der siden 6. april 1698.

I 1935 blev der rejst en mindesten over hende ved domkirkens vestgavl med et vers, hun selv forfattede under opholdet i Maribo: ”Ey noget synnis tungt for Ecte kierlighed trofasthed er den dyd man ej for blues Wed”.

Leonora Christina i Kunsten

Leonora Christinas dramatiske liv og hendes selvbiografi har inspireret kunstnere gennem tiden. Den bornholmske maler Kristian Zahrtmann var dybt fascineret af hendes skæbne og skabte en omfattende serie på omkring 20 malerier med motiver fra hendes liv baseret på ’Jammers Minde’. Zahrtmanns mål var at forherlige Leonora Christina og vise hende som en figur af sjælelig storhed snarere end en landsforræder. Blandt hans kendte værker er skildringer af hendes anholdelse, livet i fængslet (som det berømte billede, hvor hun ser rotterne æde af lyset), hendes tid på Maribo Kloster og endda en hævngerrig skildring af dronning Sophie Amalies død.

For nylig er historien om Leonora Christina og hendes tid i Blåtårn blevet fortalt på en ny måde gennem Allan van Hansens grafiske fortælling, også kaldet ’Jammers Minde’. Denne udgave bringer historien til live med billeder tegnet med tusch i afdæmpede blågrå farver, afbrudt af glimt af pangfarver, som for eksempel farven på Leonora Christinas kjole. Den grafiske roman eksperimenterer med forskellige tegnestile for at afspejle forskellige aspekter af fortællingen, såsom drømme eller afhøringer. Den kombinerer tegnede kapitler med korte tekstafsnit og uddybende tekstbokse. Værket anses for at være trofast mod originalen og tilbyder en spændende, om end til tider udfordrende, visuel fortolkning af Leonora Christinas beretning.

Leonora Christinas Børn

Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt fik en stor børneflok under deres ægteskab. Teksten angiver, at de fik mindst 15 børn mellem 1638 og 1651. Desværre blev kun syv af disse børn voksne (fire drenge og tre piger), og kun fem var i live, da Leonora Christina blev løsladt fra Blåtårn i 1685. Selvom mange døde som små, vidner det store antal børn om parrets tidlige, lykkelige ægteskab, før tragedien ramte. Her er en oversigt over nogle af deres kendte børn:

Listen over børn viser den personlige tragedie, der udspillede sig parallelt med de politiske begivenheder, især tabet af så mange børn i en tidlig alder.

Ofte Stillede Spørgsmål om Leonora Christina og ’Jammers Minde’

Hvad handler Jammers Minde om?

’Jammers Minde’ er Leonora Christina Ulfeldts selvbiografiske beretning, skrevet mens hun sad fængslet i Blåtårn (påbegyndt i 1673). Bogen skildrer hendes fængselsliv, hendes minder, tanker og oplevelser under de 22 år i fangenskab. Den giver et unikt indblik i fængselsforholdene i 1600-tallet og er samtidig en dybt personlig beretning om en kvindes fald fra en høj social position og hendes kamp for at bevare sin værdighed og åndelige styrke.

Hvorfor blev Leonora Christina fængslet?

Leonora Christina blev fængslet på grund af sin formodede delagtighed i sin ægtefælle, Corfitz Ulfeldts, forræderi mod den danske konge, Frederik III. Ulfeldt havde efter sin flugt fra Danmark i 1662 forsøgt at indgå en alliance med kurfyrsten af Brandenborg mod Danmark. Da Leonora Christina i 1663 rejste til England, blev hun arresteret og udleveret til Danmark. Hun blev indsat i Blåtårn uden rettergang eller dom og sad fængslet i 22 år, primært på grund af det politiske spil og det personlige modsætningsforhold mellem Ulfeldtparret og kong Frederik III samt dronning Sophie Amalie.

Hvor længe sad Leonora Christina fængslet i Blåtårn?

Leonora Christina sad fængslet i Blåtårn i 22 år, fra 1663 til 1685.

Hvor mange børn havde Leonora Christina?

Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt fik mindst 15 børn. Kun syv af disse børn voksede op, og kun fem var i live, da Leonora Christina blev løsladt fra fangenskabet i 1685.

Hvad skete der efter Leonora Christinas løsladelse?

Efter sin løsladelse i 1685, som skete kort tid efter dronning Sophie Amalies død, flyttede Leonora Christina til Birgittinerordenens kloster i Maribo. Her tilbragte hun sine sidste år, hvor hun blandt andet forsøgte at genvinde familiens tabte ejendomme og levede et aktivt liv indtil sin død i 1698.

Leonora Christinas livshistorie, især hendes dramatiske skæbne og hendes utrolige memoirer, ’Jammers Minde’, fortsætter med at fascinere og inspirere. Hendes beretning står som et monument over menneskelig udholdenhed og litterær kraft midt i dyb lidelse og uretfærdighed.

Kunne du lide 'Leonora Christina: Livet bag Blåtårns mure'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.