Danmarks Rolle i Balkankrigene

I begyndelsen af 1990'erne ændrede verdensbilledet sig dramatisk. Sovjetunionen gik i opløsning, de kommunistiske regimer i Østeuropa faldt, og en myriade af nye stater opstod. Jugoslavien, et andet kommunistisk land, men med dybe etniske skel, stod over for sin egen opdeling, hvilket førte til blodige konflikter. Behovet for international intervention opstod hurtigt, og Danmark spillede en betydelig rolle i de fredsbevarende og fredsskabende missioner, der fulgte på Balkan.

Den første indsats, hvor danske soldater blev indsat, var i Kroatien. Efter kampe mellem kroatiske og serbiske indbyggere i 1991, lykkedes det FN at forhandle en våbenhvile på plads. I april 1992 rejste omkring 900 danske soldater til Kroatien som en del af FN-missionen UNPROFOR (United Nations Protection Force). Deres opgave var at operere i de serbisk besatte områder, kendt som United Nations Protected Areas (UNPA).

Udvidelse til Bosnien og Nødhjælp

Urolighederne spredte sig hurtigt. I 1992 erklærede Bosnien sig selvstændigt, hvilket udløste en borgerkrig mellem landets tre store befolkningsgrupper: bosniske serbere, kroater og muslimer. De militært overlegne bosniske serbere erobrede hurtigt store dele af landet, og muslimerne blev isoleret i små enklaver. Som reaktion besluttede FN at udvide UNPROFOR til også at omfatte Bosnien.

En ny FN-styrke i Bosnien fik til opgave at eskortere nødhjælpskonvojer, en ofte farefuld opgave, da konvojerne jævnligt blev udsat for chikane og beskydning fra krigens parter. Danmarks bidrag til denne fase var i første omgang et hovedkvarterskompagni på 142 mand. Dette kompagni fik base i Kiseljak, tæt på hovedstaden Sarajevo, og påbegyndte sin mission i oktober 1992.

De Sikre Zoner og Danske Kampvogne

Diplomatiske forsøg på at skabe fred i Bosnien bar ikke frugt. I 1993 besluttede FN derfor at udvide aktiviteterne i Bosnien til at omfatte seks sikre zoner, hvor flygtningenes sikkerhed skulle garanteres af FN. En af disse zoner, Tuzla, skulle beskyttes af en nordisk bataljon, kendt som NORBAT II.

Danmarks deltagelse i NORBAT II var betinget af, at danske kampvogne skulle indgå i styrken. Selvom våbenhviler blev indgået, fortsatte kampene på landjorden, og Danmark insisterede på, at FN-soldaterne skulle have hærens tungeste våben med for effektivt at kunne besvare angreb. Dette var en markant afvigelse fra tidligere FN-fredsbevarende operationer, hvor tunge våben sjældent blev anvendt. Det krævede lange og svære forhandlinger at få FN med på ideen. Efterfølgende forsøgte de bosniske serbere at forsinke kampvognenes ankomst. Først i januar 1994 nåede ti danske Leopard-kampvogne frem til Tuzla. På grund af deres hvide FN-bemaling blev kampvognene hurtigt døbt Sneleoparderne.

Kampen ved Bøsnien – Dansk Selvværn

De danske og svenske soldater i den nordiske bataljon i Tuzla arbejdede ihærdigt på at opbygge tillid hos alle parter i konflikten i deres ansvarsområde. Forholdet til de bosniske serbere blev dog alvorligt forværret i april 1994, efter at NATO-fly, på anmodning fra FN, havde bombet bosnisk-serbiske stillinger andetsteds i Bosnien. Lufthavnen i Tuzla, som den nordiske bataljon skulle holde åben, blev næsten dagligt udsat for bosnisk-serbisk granatbeskydning.

Den 29. april 1994 blev en observationspost bemandet med svenske FN-soldater i bjergene angrebet. Sneleoparderne rykkede ud om aftenen for at undsætte svenskerne, men blev selv beskudt, på trods af deres tydelige hvide farve og FN-markeringer. Den danske næstkommanderende i bataljonen, oberstløjtnant Lars R. Møller, gav de danske kampvogne ordre til at skyde igen. Ifølge FN's mandat var selvværn tilladt.

Midt i en regn af granater og missiler lykkedes det kampvognene at ramme en række bosnisk-serbiske bunkere og panserværnskanoner, og kampen stilnede efterhånden af. Da kampvognene begyndte at trække sig tilbage, angreb de bosniske serbere imidlertid på ny med alt, hvad de havde. Kampvognene svarede straks igen, og slaget fortsatte, indtil en voldsom eksplosion oplyste nattehimlen. En kampvognsgranat havde ramt et bosnisk-serbisk ammunitionsdepot. Dette fik de bosniske serbere til at stoppe beskydningen.

Dette var første gang, en FN-styrke havde reageret så kraftfuldt med tung ild, og hændelsen, der blev kendt som 'Slaget ved Bøsnien', gjorde Lars Møller og Sneleoparderne verdenskendte. Kampens voldsomhed og de bosniske serberes store tab forpestede dog samarbejdet mellem den nordiske bataljon og de bosnisk-serbiske enheder for resten af missionens levetid.

Observatører og Indsatsen i Makedonien

Udover de større militære kontingenter sendte Danmark også FN-observatører til Kroatien, Bosnien og Makedonien. I Makedonien, den tidligere jugoslaviske republik, deltog Danmark med en mindre styrke på omkring 50 soldater i en fælles nordisk bataljon. Denne bataljon var primært finsk og udstyret med finske pansrede køretøjer af typen SISU. Soldaterne fra Norge, Sverige og Danmark udgjorde en skandinavisk underafdeling i bataljonen. Missionen i Makedonien, UNPREDEP, havde til formål at forebygge, at landet blev trukket ind i de omkringliggende konflikter. Missionen anses for at have været en succes, da det lykkedes at forhindre krigens spredning til Makedonien.

UNPREDEP ophørte den 28. februar 1999, efter at Kina i FN's Sikkerhedsråd nedlagde veto mod en forlængelse af missionens mandat. Hovedstyrken af det danske kompagni vendte hjem til Danmark den 23. marts 1999.

Tragedier og Sammenbrud i Kroatien

Den danske indsats på Balkan havde også sine sorte kapitler. Fire danske soldater mistede livet under FN-missionen i Kroatien.

Det første tab var en FN-observatør, der i april 1994 kørte på en mine. Situationen i Kroatien blev generelt mere og mere anspændt. Kroaterne forberedte sig på at angribe de serbisk besatte områder, mens serberne i FN-beskyttede zoner var frustrerede over FN-soldaternes tilsyneladende manglende evne til at forsvare dem mod et potentielt kroatisk angreb. Respekten for FN-styrken aftog gradvist.

I 1995 iværksatte Kroatien sin invasion. Den danske bataljon var spredt over et stort område og blev flere steder fanget i hårde kampe. Den 4. august blev en dansk sergent dræbt, da han forsøgte at stoppe kroatiske soldater, der beskød hans observationspost. Den 8. august havde kroaterne generobret de serbiske områder, og behovet for FN-missionen i Kroatien ophørte.

Mens den danske bataljon var i gang med at nedpakke sine lejre nær grænsen mellem Bosnien og Kroatien, ramte en ny tragedie den 18. og 19. september 1995. Den kroatiske hær angreb ind i Bosnien fra områder tæt på de danske lejre, hvilket fik de bosniske serbere til at beskyde de danske lejre direkte. To danske soldater mistede livet, og 13 blev såret. I modsætning til styrken i Bosnien var FN-styrken i Kroatien ikke udstyret med tunge våben, hvilket begrænsede soldaternes muligheder til at søge ly og forberede sig på forsvar af lejrene.

Afslutningen på Krigen i Bosnien

Borgerkrigen i Bosnien fik ligeledes en voldsom afslutning. I juli 1995 indtog de bosniske serbere den sikre zone Srebrenica og begik en massakre mod bosniske muslimer, uden at de letbevæbnede hollandske FN-soldater kunne gribe effektivt ind. Samme måned blev det danske hovedkvarterskompagni i Sarajevo pludselig beskudt med granater, mens soldaterne grillede udendørs, hvilket resulterede i, at en dansk soldat blev hårdt såret.

Som reaktion besluttede NATO-landene at tvinge de bosniske serbere til forhandlingsbordet og standse deres militære optrapning. NATO-fly bombede bosnisk-serbiske stillinger i tre uger, indtil de accepterede det internationale samfunds betingelser. Den 12. oktober 1995 blev en stabil våbenhvile endelig indført, hvilket stoppede de værste blodsudgydelser. Dette førte til Dayton-aftalen, hvor parterne blev enige om, at en NATO-styrke skulle afløse FN-soldaterne i Bosnien. Denne NATO-styrke blev senere kendt som IFOR (Implementation Force).

Oversigt over Danske Indsatser

Her er en oversigt over de primære danske militære bidrag under Balkankrigene baseret på den givne information:

Ofte Stillede Spørgsmål

Baseret på den givne information, kan følgende spørgsmål besvares:

• Hvorfor sendte Danmark soldater til Balkan?
  Danmark sendte soldater som en del af FN's indsats for at håndtere konflikterne, der opstod efter Jugoslaviens opløsning, herunder at overvåge våbenhviler, beskytte civile i sikre zoner og eskortere nødhjælp.
• Hvilke områder dækkede den danske indsats?
  Danske soldater og observatører var primært indsat i Kroatien, Bosnien og Makedonien.
• Hvad var "Sneleoparderne"?
  "Sneleoparderne" var kælenavnet for de ti hvidmalede danske Leopard-kampvogne, der blev sendt til Tuzla i Bosnien som en del af den nordiske bataljon.
• Hvad skete der ved "Slaget ved Bøsnien"?
  Det refererer til en hændelse den 29. april 1994 nær Tuzla, hvor danske FN-kampvogne blev beskudt og returnerede ild i selvforsvar, hvilket førte til ødelæggelsen af bosnisk-serbiske stillinger og et ammunitionsdepot.
• Lid Danmark tab under missionerne?
  Ja, fire danske soldater mistede livet under FN-missionen i Kroatien.
• Hvornår sluttede den danske FN-indsats i Bosnien og Kroatien?
  FN-missionen i Bosnien og Kroatien (UNPROFOR) blev i slutningen af 1995 afløst af NATO-styrken IFOR efter Dayton-aftalen.
• Hvornår sluttede den danske FN-indsats i Makedonien?
  FN-missionen i Makedonien (UNPREDEP), hvor Danmark bidrog, sluttede den 28. februar 1999.

Kunne du lide 'Danmarks Rolle i Balkankrigene'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.