Opera: En Dybere Forståelse af Kunstformen

Opera er mere end bare sang på en scene; det er en kompleks og fængslende kunstform, hvor sangere og musikere forener kræfter for at opføre et dramatisk værk. Forestil dig teatrets elementer – skuespil, imponerende kulisser, farverige kostumer og dans – alt sammen indhyllet i et væv af sang og instrumentalmusik, nedskrevet i en libretto (teksten) og et partitur (musikken). Denne traditionelle definition placerer operaen solidt inden for den vestlige klassiske musik. Typisk finder opførelserne sted i et operahus, akkompagneret af et orkester, der kan variere fra et stort symfoniorkester til et mindre ensemble. En af de afgørende forskelle mellem opera og andre musikdramatiske genrer er, at i opera synges hele teksten. Med teknologiens udvikling har operasangere som Enrico Caruso opnået berømmelse ud over de traditionelle operahuse, og operaer opføres nu også i radio og TV, hvilket udvider publikummet.

Operaens Oprindelse i Renæssancen

Vi spoler tiden tilbage til Firenze omkring 1597 for at finde det værk, der betragtes som den første egentlige opera ifølge nutidens definition: Dafne, komponeret af Jacopo Peri. Peri var en del af La Camerata de’ Bardi, en kreds af lærde humanister, der var dybt interesserede i den græske oldtids musik og teater. De troede, sandsynligvis fejlagtigt, at de græske dramaer blev sunget i deres helhed. Dafne var derfor et forsøg på at genoplive det klassiske græske drama, helt i tråd med renæssancens fascination af antikken. Desværre er Dafne gået tabt, men Peris senere værk, Euridice fra omkring 1600, er det ældste overleverede operapartitur. Den ældste opera, der stadig opføres regelmæssigt i dag, er Claudio Monteverdis L’Orfeo, komponeret i 1607 for hoffet i Mantua. Disse tidlige værker lagde grunden til en kunstform, der skulle udvikle sig dramatisk gennem århundreder.

Den Italienske Opera: Fra Barok til Verismo

Italien er operaens fødested, og herfra spredte genren sig til resten af Europa. Oprindeligt var opera en forlystelse for de europæiske hoffer, men allerede i 1637 åbnede det første offentlige operahus i Venedig, hvor man kunne købe billetter. Monteverdi, der flyttede til Venedig, komponerede her sine sidste operaer, som blandede lavkomik med tragiske elementer, hvilket bidrog til operaens popularitet.

I barokken udvikledes to hovedspor: opera seria (seriøs opera) og elementer af det komiske, påvirket af commedia dell'arte. Disse komiske indslag blev til sidst udskilt i en selvstændig genre, opera buffa. Opera seria, rendyrket af digteren Metastasio, blev den dominerende form indtil slutningen af 1700-tallet. Den var kendetegnet ved en højtidelig stil, secco-recitativer og lange da capo-arier, der gav sangere rig mulighed for at brillere. Sangere, især kastratsangere som Farinelli og sopraner som Faustina Bordoni, var tidens stjerner. Førende komponister af opera seria inkluderer Alessandro Scarlatti og Antonio Vivaldi.

I løbet af det 19. århundrede opstod bel canto-stilen, der betyder "skønsang". Denne stil, repræsenteret af komponister som Rossini, Bellini og Donizetti, krævede enorm vokal fleksibilitet og kontrol på grund af de floromvundne og komplekse melodilinjer.

Efter bel canto kom en mere direkte og kraftfuld stil, personificeret af Giuseppe Verdi. Hans operaer, der startede med succesen Nabucco (1842), resonerede med Italiens voksende nationalfølelse. Værker som Rigoletto, Il trovatore og La traviata er stadig utroligt populære. Verdi udviklede sin stil gennem karrieren og afsluttede med mesterværker som Otello og Falstaff, der viste den italienske operas udvikling.

Efter Verdi opstod verismo-stilen, et følelsesladet, realistisk melodrama. Pietro Mascagnis Cavalleria rusticana og Ruggiero Leoncavallos Pagliacci er tidlige eksempler, mens Giacomo Puccini med La Bohème, Tosca og Madama Butterfly blev en mester i genren. Disse værker er fortsat standardrepertoiret på operascener verden over.

Reformopera og Mozart

Opera seriaens svagheder, især dens fokus på sangernes virtuositet frem for dramaet, førte til kritik. Christoph Willibald Gluck stod i spidsen for en reformbevægelse, der søgte at bringe operaen tilbage til dens dramatiske rødder. Han mente, at alle elementer – sang, musik, dans, scenografi – skulle tjene det overordnede drama. Glucks første "reformopera", Orfeo ed Euridice, stræbte efter en "skøn enkelhed" med mindre vokal ornamentik, understøttet af simple harmonier og et stærkt orkester. Glucks ideer påvirkede senere komponister som Weber, Mozart og Wagner.

Wolfgang Amadeus Mozart, ofte set som Glucks efterfølger, forenede en overlegen dramatisk sans med musikalsk mesterskab. Hans komiske operaer, især dem med librettisten Lorenzo da Ponte – Così fan tutte, Figaros bryllup og Don Giovanni – er blandt de mest elskede og opførte operaer nogensinde. Mozart bidrog også til opera seria med værker som Idomeneo, men genren var på vej ud.

Tysksproget Opera: Fra Syngespil til Wagner

Den italienske opera dominerede længe i tysktalende lande, men en national tradition begyndte at spire. Allerede i 1644 så vi Sigmund Stadens syngespil, en populær tysk form, der veksler mellem sang og talt dialog. Selvom mange store tyske komponister som Händel skrev på italiensk, markerede Mozarts syngespil Bortførelsen fra Seraillet (1782) og Tryllefløjten (1791) et internationalt gennembrud for tysksproget opera.

Den tyske tradition blev for alvor etableret af Carl Maria von Weber med hans romantiske opera Der Freischütz (1821), der fremviste hans evne til at skildre det overnaturlige musikalsk. Men den ubestridt mest betydningsfulde skikkelse i tysk opera er Richard Wagner.

Wagner var en revolutionær og kontroversiel komponist. Han udviklede konceptet om Gesamtkunstwerk (totalkunstværk), der forenede musik, poesi og billedkunst. I værker som Tristan und Isolde og Der Ring des Nibelungen udviskede han skellet mellem arie og recitativ til fordel for en "uendeligt flydende melodi". Han styrkede orkestrets rolle markant og benyttede komplekse ledemotiver (Leitmotiven), der associeres med personer eller begivenheder. Wagner udfordrede endda tonalitetens grænser og baserede ofte sine operaer på tysk sagnstof. Han byggede sit eget operahus i Bayreuth for at sikre, at hans værker blev opført præcist, som han ønskede.

Wagners arv var enorm. Richard Strauss antog mange af hans ideer, men førte dem i nye retninger med værker som den skandaløse Salome og den mørke Elektra, der testede tonalitetens grænser. Senere værker som Der Rosenkavalier viste dog også inspiration fra Mozart. Andre vigtige tyske komponister i starten af 1900-tallet inkluderer Kurt Weill.

Fransk Opera: Elegance og Drama

I Frankrig opstod en unik tradition i konkurrence med italiensk opera, grundlagt af italieneren Jean-Baptiste Lully ved Ludvig XIV's hof. Lully etablerede Académie Royale de Musique og udviklede tragédie en musique, en form der betonede dans og kor. Hans efterfølger, Jean-Philippe Rameau, var kendt for sin rige orkestrering.

I 1770'erne blev Gluck inviteret til Paris, og hans reformoperaer påvirkede scenen. Samtidig voksede populariteten af opéra comique, der ligesom det tyske syngespil brugte talt dialog. Komponister som Grétry bidrog til denne genre, som senere fik et mere seriøst udtryk.

Omkring 1820 blev fransk opera påvirket af italiensk bel canto. Rossinis Guillaume Tell bidrog til skabelsen af grand opéra, en storslået form især associeret med Giacomo Meyerbeer, der kombinerede virtuos sang med sceniske effekter. Lettere opéra comique fortsatte med komponister som Offenbach, der skabte operetter som Orphée aux enfers.

I anden halvdel af 1800-tallet skabte Charles Gounod den succesfulde Faust, mens Georges Bizet skabte Carmen, der blev en af de mest populære opéra comique-værker, kendt for sin blanding af romantik og realisme. Massenet og Saint-Saëns bidrog også til repertoiret. Wagners indflydelse mærkedes også i Frankrig; Claude Debussys Pelléas et Mélisande, selvom stilistisk forskellig fra Wagner, lader også orkestret spille en ledende rolle og benytter en uafbrudt talesang.

Francis Poulenc er en af de få efterkrigskomponister, hvis operaer, som Dialogues des carmélites, er blevet en del af det internationale repertoire.

Opera på Engelsk: Fra Jigs til Britten

I England var tidlige forløbere for opera 1600-tallets jigs og maskespil, der indeholdt sange og danse. Sir William Davenant forsøgte at omgå teaterforbuddet ved at bestille musik til sine skuespil, hvilket førte til værker som The Siege of Rhodes (1656). John Blows Venus og Adonis (1683) betragtes ofte som den første egentlige engelsksprogede opera.

Blows efterfølger var den store Henry Purcell, hvis mesterværk Dido og Aeneas stammer fra 1689. Selvom Purcell også komponerede semi-operaer, hvor musikalske scener var integreret i skuespil, var hans håb at etablere seriøs opera i England, et håb der desværre blev brudt af hans tidlige død.

Efter Purcell faldt operaens popularitet i England. Den genoplivedes i 1730'erne, delvist takket være Thomas Arne, der eksperimenterede med gennemsungne komiske operaer i italiensk stil. Hans Thomas and Sally (1760) var en stor succes, og Artaxerxes (1762) var et vellykket forsøg på opera seria på engelsk. Arnes moderniserede ballad opera, Love in a Village (1762), skabte mode for pasticheoperaer.

Den tyskfødte Georg Friedrich Händel var en anden kæmpe, hvis italienske opera seria dominerede Londons scener i årtier. Dog vandt de såkaldte ballad operas, som John Gays The Beggar's Opera (1728), og senere victorianske lette operaer som Gilbert og Sullivans savoy-operaer, stor popularitet.

I det 20. århundrede fandt engelsk opera for alvor sine egne ben, især med værker af Benjamin Britten. Hans operaer, kendt for deres dramatiske sans og musikalitet, er nu standardrepertoire. Nutidige britiske komponister som Thomas Adès og Sir Harrison Birtwistle fortsætter traditionen.

Amerikanske komponister som Leonard Bernstein (Porgy og Bess, Candide) og George Gershwin har også bidraget til den engelsksprogede opera, ofte ved at inkorporere elementer fra populære musikalske stilarter.

Russisk Opera: Nationalfølelse og Modernisme

Operaen kom til Rusland i 1730'erne via italienske trupper. Den blev hurtigt en del af hoffets underholdning. Selvom mange udenlandske komponister skrev operaer på italiensk i Rusland, og russiske komponister studerede i udlandet, kom den første opera på russisk, Tsefal i Prokris (1755), skrevet af en italiener. Udviklingen af russisksproget opera blev støttet af russiske komponister som Vasilij Pashkevitj.

Det egentlige gennembrud for russisk opera kom med Mikhail Glinkas Livet for zaren (1836) og Ruslan i Lyudmila (1842). Derefter fulgte en guldalder i 1800-tallet med værker præget af russisk nationalisme, herunder Modest Mussorgskijs Boris Godunov, Alexander Borodins Fyrst Igor og Pjotr Tjajkovskijs Eugen Onegin og Spar Dame. Nikolaj Rimskij-Korsakov bidrog også væsentligt.

I det 20. århundrede udviklede store komponister som Sergei Rachmaninov, Igor Stravinskij (Nattergalen, The Rake's Progress) og Sergei Prokofiev (Krig og fred) den russiske opera yderligere. Dmitrij Sjostakovitj er også en central skikkelse med værker som Næsen og Lady Macbeth fra Minsk.

Opera i Andre Nationale Traditioner

Ud over de store nationer har mange andre lande udviklet deres egne operatiske traditioner:

• Spanien: Har sin egen form kaldet zarzuela, der veksler mellem sang og talt dialog, og som havde opblomstringer i 1600-tallet og igen fra 1850.
• Tjekkiet: Udviklede en levende national tradition i 1800-tallet med komponister som Bedřich Smetana, kendt for Den solgte brud, og Antonín Dvořák (Rusalka). I det 20. århundrede opnåede Leoš Janáček international anerkendelse for nyskabende værker som Jenůfa.
• Ungarn: Nøglefiguren i 1800-tallet var Ferenc Erkel. Den mest kendte moderne ungarske opera er Béla Bartóks Hertug Blåskægs borg.
• Polen: Stanisław Moniuszko er bedst kendt for Straszny Dwór. Karol Szymanowskis Król Roger er et vigtigt 20. århundredes værk.

Nutidige og Modernistiske Strømninger

En af de mest markante udviklinger i det 20. århundrede var fremkomsten af atonalitet, der allerede anedes i Wagners musik. Komponister som Richard Strauss og Claude Debussy udforskede ekstrem kromatik og dissonans. Egentlig operamodernisme ses hos Arnold Schönberg og hans elev Alban Berg, der arbejdede med atonalitet og dodekafoni (tolvtoneteknik).

Schönbergs tidlige operaer som Erwartung bruger udtalt dissonans og indimellem Sprechstimme (en form for talt sang). Bergs operaer, Wozzeck og Lulu, kombinerer tolvtoneteknik med mere traditionelle melodiske passager, hvilket muligvis forklarer deres fortsatte popularitet trods kontroversielt indhold og musik. Schönbergs ideer påvirkede mange komponister, selvom de ikke nødvendigvis brugte tolvtoneteknikken direkte.

Tolvtoneteknikken mødte også modstand, bl.a. fra Igor Stravinskij, der efter modernistiske balletter vendte sig mod en neoklassicistisk stil og undgik moderne virkemidler i sine operaer som The Rake's Progress.

En anden tendens i nyere tid er brugen af mindre orkestre, delvist af økonomiske årsager. Mange nutidige operaer bestilles til kammerorkesterlignende besætninger. Komponister som Benjamin Britten og Mark Adamo har skrevet operaer for få musikere.

Samtidshistoriske temaer er også blevet mere almindelige. Operaer som John Adams' Nixon in China og Doctor Atomic eller Jake Heggies Dead Man Walking tager udgangspunkt i nye begivenheder og endda levende personer, i modsætning til tidligere, hvor temaerne ofte var historiske, mytologiske eller baseret på skuespil.

Publikum og Tilgængelighed

Opera tiltrækker traditionelt et veluddannet og modent publikum. Gennemsnitsalderen på mange operahuse er høj. Dette har ført til initiativer for at tiltrække et yngre publikum, herunder rabatter for studerende og unge. Offentlig støtte og private bidrag er vigtige for mange operakompagnier, mens nogle store selskaber satser på stjernesangere for at trække publikum.

Øget transmission af operaforestillinger via radio, TV og især biografdistribution i HD-kvalitet har gjort opera mere tilgængelig for et bredere publikum globalt. The Metropolitan Opera har siden 2006 sendt liveforestillinger til biografer verden over, hvilket har øget rækkevidden og omsætningen markant.

Musicals kontra Opera

I slutningen af 1930'erne begyndte grænserne mellem opera og musicals at udviskes, da nogle komponister skrev operalignende musicals med komplekse ensembler. Værker som Gershwins Porgy og Bess og Bernsteins Candide har elementer af jazz eller lyriske passager, der gør dem accepterede både på Broadway og i operarepertoiret. Andre musicals som West Side Story eller Sweeney Todd opføres af og til i operahuse, men betragtes generelt stadig som musicals.

Ofte Stillede Spørgsmål om Opera

Her besvarer vi nogle almindelige spørgsmål om opera:

Hvad handler opera om?

Opera handler om at fortælle en dramatisk historie gennem en kombination af musik og sang. Sangere og musikere opfører et værk baseret på en tekst (libretto) og musik (partitur). Det involverer elementer fra teater som skuespil, kulisser og kostumer, og ofte også dans. Hele teksten synges, hvilket adskiller opera fra andre musikdramatiske former. Temaerne kan være utroligt varierede, fra antikke myter og historiske begivenheder til realistiske dramaer og komedier.

Hvilken opera er den bedste?

At udpege den "bedste" opera er subjektivt, men ifølge en afstemning blandt verdens førende operasangere, foretaget af BBC Music Magazine, rangerer Mozarts Figaros bryllup øverst. Sangere som Plácido Domingo og Renée Fleming fremhæver operaens dynamiske handling, komplicerede plot og de dybe, menneskelige karaktertegninger som årsag til dens særstatus. Figaros bryllup, der havde premiere i 1786, var det første af tre mesterværker skabt af Mozart i samarbejde med librettisten Lorenzo da Ponte, fulgt af Don Giovanni og Così fan tutte.

Hvilket sprog er opera på?

Opera er komponeret og opført på mange forskellige sprog. Historisk set var italiensk det mest dominerende sprog, især i barokken og klassicismen, og italienske libretti blev brugt selv af komponister fra andre lande som Händel og Mozart. Men en vigtig del af operaens udvikling har været fremkomsten af nationale traditioner på sprog som tysk (med syngespil og værker af Wagner), fransk (med tragédie en musique og opéra comique), engelsk (med værker af Purcell og Britten) og russisk (med Glinka, Tjajkovskij m.fl.). I dag opføres operaer på originalsproget, men med undertekster (supertitler) på publikums sprog for at gøre handlingen forståelig. Så svaret er, at opera kan være på italiensk, tysk, fransk, engelsk, russisk, tjekkisk, spansk, ungarsk, polsk og mange andre sprog, afhængigt af værkets oprindelse.

Musikalske Kendetegn ved Opera

Opera er en genre med stor variation, der spænder over 400 år og mange geografiske områder. Den hører hjemme i den vestlige klassiske musik og benytter vestlige musikinstrumenter. Nogle generelle kendetegn omfatter:

Form: Tidligt var formen præget af skiftevis recitativer (hvor teksten fremsiges syngende, men uden egentlig melodi) og arier (struktureret, melodisk sang). Fra romantikken blev formen mere sammenhængende (nummeropera), og i modernismen varierer formen meget. De fleste operaer starter med en ouverture, der enten signalerer start eller introducerer musikalske temaer fra værket.

Instrumentation: Benytter et bredt udvalg af instrumenter: træblæsere, messingblæsere, slagtøj, tangentinstrumenter og strygere. Orkestrets størrelse har varieret fra barokkens mindre ensembler, ofte ledet af cembalisten, til romantikkens store orkestre under en dirigent. Kammeroperaer i det 20. århundrede bruger igen mindre besætninger.

Melodik: Inkluderer både recitativer og arier. Arioso refererer til melodiske eller semi-melodiske passager, der ligger mellem arie og recitativ.

Harmonik: Traditionelt baseret på funktionsharmonik. Modernismen har eksperimenteret med nye metoder som tolvtoneteknik.

Vokal: Sangstemmerne er centrale. I barokken og klassicismen favoriseredes lyse stemmer, især kastraten. Fra midten af 1800-tallet opstod moderne sangteknik, der favoriserede dybere stemmetyper som heltetenoren og den dramatiske baryton.

Opera er en levende kunstform, der konstant udvikler sig, men dens kerne forbliver den samme: at forene drama og musik i en altomfattende scenisk oplevelse.

Kunne du lide 'Opera: En Dybere Forståelse af Kunstformen'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.