Et Indblik i Lola Jensens Fortid

Lola Jensen deler åbent ud af sine personlige erindringer, der tegner et billede af en barndom præget af både frihed og faste rammer, en ungdom formet af en pludselig og udfordrende flytning, og et voksenliv beriget af glæden ved familie, især hendes børnebørn. Hendes fortællinger giver et sjældent indblik i de formative år og de oplevelser, der har været med til at forme den person, hun er i dag.

Barndomshjemmet var en flygtig størrelse i de allerførste år. Det første hjem, en lejlighed i Hvidovre, husker Lola Jensen knap nok. Familien boede der kun et enkelt år, da lejligheden hurtigt blev for lille for hendes mor og far. Jagten på mere plads førte dem til Rødovre, hvor nye, fine blokke var blevet opført tæt ved Rødovre Station. Her slog familien sig ned, og det blev stedet, hvor Lola Jensen tilbragte sin barndom fra hun var ét år, til hun fyldte ni.

Minderne fra Rødovre er mange og levende. Barndommen dengang var defineret af årstiderne – sommer var varm og lys, vinter var kold og mørk. Om sommeren kunne familien sidde ude på altanen og nyde vejret. En fast lille rutine var at tælle togvognene, der kørte stille forbi på vej ind mod eller ud af byen. Det var en simpel fornøjelse, der vidner om en tid med et andet tempo.

Vinteren bød også på glæder. Nede i branddammen, som lå tæt på, var det tilladt at stå på skøjter, så længe isen blot var sikker. Dette gav en følelse af frihed og eventyr, at kunne bevæge sig frit og lege i naturen, selv inden for byens rammer.

Lola Jensens barndom var præget af stor frihed til at lege ude. Der var masser af andre børn i området, og gaderne genlød af barneleg. Hinkeruder var en fast del af gadebilledet, og hinkesten lå klar til brug. Børnenes leg stoppede kun kortvarigt, når en bil nærmede sig. Så løb de ind til siden for at give plads, og straks efter var de ude igen for at hinke videre. Denne form for naturlig og uspoleret leg var en central del af hverdagen.

Samtidig med friheden var der også faste pladser, struktur og rutiner. Selvom legen var fri, skulle Lola Jensen være hjemme til en bestemt tid. Når det var spisetid, blev der kaldt ud af vinduerne: "Lola, du skal spise!" Dette var et klart signal, der krævede øjeblikkelig respons. Inden måltidet ventede en anden fast rutine – ud og vaske hænder. Disse faste holdepunkter gav tryghed i en ellers fri barndag.

Et kært minde fra barndomshjemmet i Rødovre var hendes undulat. Fuglen var usædvanligt tam og en elsket del af familien. Lola Jensen husker, at hun kunne lægge havregryn på munden, og så satte undulaten sig på hendes læber for at spise. Det var et lille, men betydningsfuldt bånd mellem barn og dyr.

Da Lola Jensen var fjorten år, skete der en stor og skelsættende flytning. Familien flyttede hende fra skolen i Rødovre, hvor hun havde gået hele sit liv med de samme klassekammerater, og ud på landet på den anden side af Roskilde. Dette var en voldsom overgang, der føltes som at blive revet op med rode. Det nye sted var så anderledes; der var ikke engang gadelys, og kulturen var forskellig fra den, hun kendte. Hun husker, at alle de andre gik i lodenfrakker og sunde hyttesko, mens hun selv ankom i ørkenstøvler, kassebukser, en grøn fløjlsanorak og en islandsk sweater. Hun følte sig tydeligt anderledes.

På trods af den store forskel og den følelse af at skille sig ud, blev Lola Jensen accepteret med det samme, da hun trådte ind i sin nye klasse. Det var 1. real, hvilket svarer til 8. klasse i dag. Selvom hun faldt hurtigt til socialt, var selve flytningen en dybt uretfærdig oplevelse for en 14-årig. Hun mener bestemt, at man ikke flytter en teenager i den alder ustraffet. Hun var utroligt gal på sine forældre over beslutningen. Denne vrede resulterede også i, at hun blev mere rebelsk.

Det nye hjem lå i en lillebitte by med kun omkring 20 huse. Dette stod i skarp kontrast til livet i Rødovre. Mobiliteten var begrænset; det var jo ikke som i dag med telefoner og nem transport. Der var ikke nogen, der kørte hende frem og tilbage. Hendes eneste transportmulighed var skolebussen.

En af de første dage, hun kørte med skolebussen, overværede hun en episode, der har printet sig fast i hendes hukommelse. En far stod og skreg voldsomt af sin datter. "Du kommer ikke hjem i dag og har slået hul på strømpebukserne, så får du med mig og bestille!" Lola Jensen husker, at hun syntes, pigen faldt næsten hver dag – ikke fordi hun reelt gjorde det, men fordi hun gik så usikkert på benene, sandsynligvis af frygt for at komme hjem til endnu en skideballe. Hun tænker stadig tit på denne pige og den situation, hun var i.

Når Lola Jensen skal beskrive sin første oplevelse af livets storhed, tøver hun. Hun indrømmer, at det måske lyder kedeligt, fordi mange andre sikkert vil sige det samme, men for hende er det simpelthen hver gang, hun kigger på et lille barn. Der er noget fundamentalt storslået ved et nyt liv.

Denne følelse er naturligvis stærkest, når det drejer sig om hendes egne børn, men det er ikke udelukkende hendes morrolle, der fremkalder denne oplevelse. Det er synet af ethvert barn, der er "produceret på den der simple måde" og alligevel udvikler sig til noget så stort, noget der udviser ubetinget kærlighed og tillid til os voksne. Denne grundlæggende uskyld og tillid er for hende et udtryk for livets storhed.

Lola Jensen er nu beriget med otte børnebørn. Hun husker tydeligt at have fået at vide, at hun skulle vente, til hun stod med et barnebarn – den oplevelse ville være noget særligt. Og hun må sande, at det er helt rigtigt. Hun er blevet "fuldstændig bims" med dem, og følelsen er gengældt. Forholdet til børnebørnene er kendetegnet ved en enkel sandhed: Man skal give så lidt, før man får så meget igen. Det er en relation baseret på gensidig glæde og ubetinget kærlighed, der kun kræver nærvær og hengivenhed for at blomstre.

Spørgsmål og Svar om Lola Jensens Fortid

Hvor mange børn har Lola Jensen?
Den tilgængelige information i teksten angiver ikke præcist, hvor mange børn Lola Jensen har. Fokus er på hendes oplevelser som barn og hendes glæde over sine børnebørn.

Hvor mange børnebørn har Lola Jensen?
Lola Jensen har otte børnebørn, som hun beskriver som en stor glæde i sit liv.

Hvor boede Lola Jensen som barn?
Lola Jensen boede først kortvarigt i Hvidovre i sit første leveår. Derefter flyttede familien til Rødovre, hvor hun boede i en lejlighed tæt ved Rødovre Station, indtil hun var ni år gammel.

Hvorfor flyttede Lola Jensen som 14-årig?
Lola Jensens forældre besluttede at flytte hende fra skolen i Rødovre og ud på landet nær Roskilde. Hun beskriver flytningen som en stor og ustraffet overgang, som hun var meget gal over.

Hvordan var Lola Jensens barndom i Rødovre?
Hendes barndom i Rødovre var præget af både stor frihed til at lege ude med mange andre børn, og samtidig faste rammer, struktur og rutiner, herunder at skulle være hjemme til tiden og spise.

Kunne du lide 'Et Indblik i Lola Jensens Fortid'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.