3 år ago
Katrine Marie Guldager er en forfatter med en bemærkelsesværdig spændvidde i sit forfatterskab. Hun formår at skildre vidt forskellige verdener – fra den kyniske og ensomme voksenverden i storbyen til barndommens følelsesmæssige landskaber og eksistentielle grublerier. Hendes værker, som vi vil udforske her, demonstrerer en evne til at fange menneskelige erfaringer på tværs af alder og livssituation.

Et af Guldagers markante værker for voksne er novellesamlingen ”København” fra 2004. Denne samling tager læseren med på en rejse gennem den danske hovedstad, hvor handlingen panorerer fra kendte steder som Rådhuspladsen og Nørreport Station til de mere anonyme rækkehuse i forstæderne. Guldager foretager præcise punktnedslag i byen, og otte ud af de 11 noveller indledes, mens hovedpersonen er midt i en bevægelse – en fysisk fremadskriden, der dog ofte står i kontrast til en manglende indre bevægelse eller forbindelse til andre.
Et centralt tema i ”København” er den fremmedgørelse og isolation, der præger menneskene i storbyen. Personerne i novellerne bevæger sig forbi hinanden, både bogstaveligt talt på gaden eller i transportmidler, men også mentalt. De formår ikke at se ud over sig selv, indkapslet i deres egne tanker og bekymringer. Samlingen udgør et komplekst net af historier, hvor hovedpersonen i én novelle kan optræde som en biperson i en anden. Dette skaber et spændingsfelt, et slags mikrokaos af tilfældige sammentræf og forbindelser, der viser, hvordan menneskers liv uvægerligt påvirker hinanden, selv når de samtidig trækker sig ind i deres egen isolation. Resultatet er en skildring af københavnere, der er indhyllet i en følelse af fremmedgørelse og ligegyldighed over for hinanden.
Sarkasmen er et tydeligt stilistisk træk i flere af novellerne. I novellen ”Nørreport” møder vi den selvoptagede overklassekvinde Bitten, hvis forfængelighed udstilles, da hun ser sit spejlbillede i et butiksvindue. Tilfreds med sit udseende smiler hun til sig selv. I samme øjeblik træder en pige ind i feltet mellem Bitten og spejlbilledet, men pigen ”misforstod situationen og smilede tilbage.” (s. 14). Dette korte, præcise citat indfanger essensen af den manglende forbindelse – et smil til en fremmed er reduceret til resultatet af en misforståelse. Denne kulde og afstand breder sig som en understrøm gennem de fleste af novellerne.
Dog findes der undtagelser, som nuancerer billedet. Novellen ”Stengade” står som en klar kontrast til den generelle stemning af isolation. Her skildres et nært kærligheds- og afhængighedsforhold mellem ægteparret Anne og Niklas. Disse to karakterer formår at vise og føle omsorg, ikke kun for hinanden, men også for fremmede. Det er dog værd at bemærke ironien i, at netop denne novelle, som skildrer følelsesmæssigt nærvær, handler om et konkret fravær, idet Anne er bortrejst. Dette fravær kontrasterer måske det følelsesmæssige nærvær, de normalt deler, og fremhæver det som noget særligt og skrøbeligt i den ellers kolde by.
Menneskene i ”København” er typisk midt i helt almindelige hverdagsgøremål, når det uventede sker – dét, som vender op og ned på deres liv. Guldager benytter sig af en alvidende fortæller, der dog ikke dømmer personerne. I stedet lader fortælleren deres handlinger og tanker tale for sig selv. Det er således op til læseren at observere og reflektere over den selvfølgelighed, hvormed en af personerne er utro, og den ligegyldighed, hans kone udviser i den forbindelse. Ligeledes er det op til læseren at forholde sig til den kynisme, hvormed nogle indbrudstyve i en anden novelle slår en gammel kvinde ihjel og gennembanker hendes søn. Fortælleren præsenterer blot disse hændelser, hvilket understreger den barske realitet og den manglende moralske fordømmelse inden for novellernes univers.
Litteraturkritikeren Lars Bukdahl har bemærket, at Guldager i ”København” adskiller sig fra den meget stramme minimalisme på to punkter. For det første gør hun brug af skiftende synsvinkler, hvilket giver et mere komplekst og mangesidet billede af personerne og deres relationer. Dette ses blandt andet i novellen ”Blomster”. For det andet skaber hun ”lynende pludselige poetiske, billedsproglige indslag”, der bryder med en ellers nøgtern prosa. Et eksempel er beskrivelsen af bardamen Lizzie som ”en glaskugle, der er gået i stykker”. Et andet eksempel på den poetiske prosa, der skaber en dobbeltbevægelse mellem lys og mørke, findes i ”En Skilsmissehistorie”: ”Manden fra Rådhuspladsen var omsider ved at nå op ad stentrappen, og da han stod og svajede på det næstsidste trin, lukkede pigen øjnene, som genskabte hun dermed det mørke rum, den hærgede mand var ved at trække sig ud af.” (s. 79). Disse poetiske indslag tilføjer dybde og en vis sårbarhed til skildringen.
Citatet fra ”En Skilsmissehistorie” er typisk for ”København” på flere måder. Dels rummer det en næsten filmisk effekt i kraft af den voldsomme krydsklipning mellem personerne, der understreger deres separate bevægelser og manglende kontakt. Dels er det typisk i kraft af fortællingens fokus på den ydre handling frem for indre refleksioner. Dermed viger det indre følelsesmæssige og moralske liv til fordel for en hård, ydre facade. Guldager har selv forklaret, at hårdheden og ensomheden i København netop var hendes inspiration til samlingen: ”I storbyen kan man godt få denne uhyggelige fornemmelse af at være alene, selv om man er blandt mange andre mennesker.” Denne personlige indsigt ligger til grund for den gennemgående stemning i novellerne.
Men Katrine Marie Guldagers forfatterskab er ikke kun for voksne. I samarbejde med illustratoren Charlotte Pardi har hun skabt en populær serie for børn om pigen Frøken Ignora. Serien består af hele tyve historier, der alle går under betegnelsen ”Frøken Ignora i vandtårnet”. Disse fortællinger er poetiske og tager fat på både hverdagssituationer og svære følelser samt eksistentielle emner, alt sammen formidlet i en tone, der taler direkte til børn.
Den første bog i serien, ”Frøken Ignora eksploderer”, udkom i 2002. Her introduceres vi til Frøken Ignora, en pige med fregner, rundt ansigt og uglet rødt hår, som bor alene i et gammelt vandtårn. Teksten beskriver hendes selvstændighed og lidt utraditionelle liv: ”Det er et godt, gammelt vandtårn, og selv om der er lidt højt til vinduerne, er frøken Ignora godt tilfreds. Frøken Ignora har ingen mor, og hun må selv klippe sit hår. Hun tager en kasserolle over hovedet og klipper hele vejen rundt. Så mangler der bare lidt læbestift.” (s. 6). Denne beskrivelse, suppleret af Pardis illustrationer, etablerer øjeblikkeligt Ignora som en unik og selvstændig karakter.

I seriens første bog bliver det hurtigt klart, at Ignora er en pige med stærke følelser. Hun kan blive ”stjernetosset”, hvis der er ting, hun ikke kan lide, for eksempel at skulle forklare matematik ved tavlen. I sådanne situationer kan hun ”eksplodere” lige op i hovedet på læreren: ”Som en stor rød klat, som en stor, rød knytnæve-klat” (s. 12). Pardis illustration af scenen viser en rasende Ignora, hvis røde hoved er omkranset af en vred rød stjerne med spidser, der skyder ud i alle retninger, mens klasselæreren ser helt forbløffet ud. Efterfølgende bliver Frøken Ignora dog ked af sin vrede og beskriver det som at få en ”ridse i hjertet” – en rørende metafor, illustreret med et rødt hjerte med en tydelig sort ridse.
Heldigvis har Frøken Ignora en god ven i fiskehandleren. Når hun taler med ham, får hun det bedre. Fiskemanden forklarer hende, at alle kan eksplodere af og til, for ingen mennesker er perfekte. Han understreger sin pointe ved at sige, at han selv har mange ”ridser i sit hjerte”. Pardis fremstilling af fiskehandleren, lidt foroverbøjet med et trist udtryk, understreger denne pointe om livets udfordringer og uperfekthed. I de øvrige bind i serien skildres andre svære følelser, som børn kan tumle med. Samtidig fremstilles pigen i vandtårnet også som et tænksomt barn, der spekulerer over livets store spørgsmål. Et eksempel er bogen ”Frøken Ignora og døden”, hvor Ignora forsøger at finde ud af, hvordan man taler med Gud, hvis han bor i himlen, og hvad der mon sker, når man dør. Serien tør altså tage fat på tunge emner på en nænsom og poetisk måde.
Sammenligner man Katrine Marie Guldagers værker for voksne med hendes børnebøger, ser man en fascinerende kontrast. Hvor ”København” skildrer en verden præget af distance, kynisme og manglende forbindelse, dykker ”Frøken Ignora”-serien ned i barnets indre liv med stor empati og varme. Begge dele vidner dog om Guldagers evne til at observere og formidle menneskelige erfaringer – den voksnes isolation og barnets kamp med store følelser og spørgsmål. Fælles er en poetisk understrøm, som bryder igennem både i de pludselige billeder i ”København” og i den overordnede tone i ”Frøken Ignora”-fortællingerne.
| Værk | Målgruppe | Primære temaer | Stemning | Stilistiske træk |
|---|---|---|---|---|
| ”København” | Voksne | Fremmedgørelse, isolation, ligegyldighed, tilfældige møder | Kold, sardonisk, observerende | Skiftende synsvinkler, poetiske indslag, fokus på ydre handling |
| ”Frøken Ignora i vandtårnet” | Børn | Følelser (vrede, tristhed), eksistentielle spørgsmål (døden, Gud), venskab | Varm, poetisk, empatisk | Enkel tekst, illustrationer, metaforer (ridse i hjertet) |
Ofte stillede spørgsmål:
Hvad handler Katrine Marie Guldagers novellesamling ”København” om?
Samlingen skildrer livet i København og fokuserer på temaer som fremmedgørelse, isolation og ligegyldighed blandt mennesker, der bevæger sig forbi hinanden i storbyen. Novellerne viser tilfældige møder og forbindelser, der påvirker liv, selvom personerne ofte trækker sig ind i sig selv. Den benytter en observerende, alvidende fortæller og indeholder sardoniske og poetiske elementer.
Hvor mange Frøken Ignora bøger er der?
I samarbejde med Charlotte Pardi har Katrine Marie Guldager skabt tyve historier om pigen Frøken Ignora.
Hvilke følelser skildres i Frøken Ignora bøgerne?
Bøgerne beskæftiger sig med svære følelser, som børn kan opleve, herunder vrede (som i ”Frøken Ignora eksploderer”, der beskriver vrede som en ”ridse i hjertet”) samt eksistentielle emner og store spørgsmål om livet og døden.
Hvordan adskiller Guldagers stil i ”København” sig fra traditionel minimalisme ifølge kritikere?
Ifølge Lars Bukdahl adskiller Guldager sig ved at bruge skiftende synsvinkler og inkludere pludselige, poetiske og billedsproglige indslag i prosaen, hvilket ikke er typisk for meget stram minimalisme.
Katrine Marie Guldagers evne til at mestre så forskellige genrer og temaer vidner om et rigt og nuanceret forfatterskab, der appellerer til læsere i alle aldre og giver stof til eftertanke over både storbyens kompleksitet og barndommens universelle udfordringer.
Kunne du lide 'Guldager: Fra København til Frøken Ignora'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.
