Shamran: En Dybdegående Fortælling om Død og Skæbne

”For tusind år siden spillede Døden terning og tabte.” Disse gådefulde ord indleder Bjarne Reuters fantasyroman »Shamran« fra 1985, en bog der, trods sin alder og placering inden for børne- og ungdomslitteraturen, fortsat formår at fascinere og berøre. Mens meget af 80'ernes danske fantasy er gledet i glemmebogen, står Reuters værk stadig tilgængelighed og læses, ikke mindst takket være forfatterens særlige position i dansk litteratur. Normalt fokuseres der ikke på denne genre her, men »Shamran«s dybde og særprægede stil fortjener bestemt opmærksomhed. Lad os udforske, hvad denne bemærkelsesværdige bog handler om, og hvorfor den skiller sig ud.

Romanens handling centrerer sig om drengen Filip, hvis liv er præget af alvorlig sygdom, sandsynligvis i den terminale fase. Hans forældre bærer en tung sorg, som Filip fornemmer instinktivt, selv uden fuldt ud at kunne forstå eller udtrykke sine iagttagelser af deres følelser. Filip bærer også på hemmeligheder. Et mystisk modermærke på hans hofte vokser og tager gradvist form af en kat. Dette holder han for sig selv, måske af frygt for at tynge forældrene yderligere. Han deler heller ikke den observation, han gør på et billede på sit værelse – et billede af en bro, der strækker sig fra en kyst ud i et tågeindhyllet hav. På denne bro opdager han tre skikkelser, der dag for dag kommer ham nærmere.

Rejsen hinsides Tågebroen

Det hele udvikler sig i en atmosfære af drømmende mystik, som kulminerer, da de tre skikkelser – tre små mennesker, beskrevet som dværge, men ikke i den tolkien'ske forstand – træder frem gennem billedet og kommer for at hente ham. Filip skal med dem. Han får knap nok tid til at gribe sit sovedyr, Dobbo, og tage afsked med sine sovende forældre, før han er trådt ind i billedet, ind i en anden verden, sammen med de tre små mænd. Denne afsked er hjerteskærende i sin underspillede tragedie. Læseren forstår, at dette er en skildring af drengens stille bortgang i de sene nattetimer, en scene der står som et af bogens stærkeste og mest rørende øjeblikke.

Dermed påbegyndes Filips sære og forunderlige rejse. Han opdager hurtigt, at den verden, han er blevet ført ind i, er et koldt og brutalt sted. Denne verden regeres fra staden Tronn af en fyrste, der udelukkende benævnes som Ham. En væsentlig del af indbyggerne i Tronn er blevet berøvet en af deres sanser; de er blevet »mærket«, som det hedder, og dette mærke har stækket den kuede befolknings livskraft og frihedstrang. Det er et dystert billede på undertrykkelse og fortabelse.

Men selv i denne mørke verden hviskes der i krogene om en frelser, der skal vende tilbage og genoprette orden. Denne skikkelse bærer navnet Shamran, et navn der er forbudt at nævne, ligesom den onde fyrste forbliver navnløs. Det kommer næppe som en stor overraskelse for læseren, at netop Filip er denne Shamran. Resten af romanen følger Filips udvikling, en forvandling fra en lille, syg dreng til en stor, muskuløs kriger, bevæbnet med det mytiske våben Nouredins sværd, bestemt til at føre an i kampen mod Ham.

Kendte Troper og Tolkien'ske Ekkoer

For læsere med kendskab til fantasygenren er det hurtigt tydeligt, at plottet i »Shamran« følger en velkendt skabelon. Den unge, udvalgte skikkelse, der modnes og må konfrontere en mørk fyrste, var og er en meget udbredt køreplan inden for fantasylitteraturen, især i 80'erne. Hvor originalt dette greb føltes for danske læsere i 1985, kan diskuteres, men der er ingen tvivl om, at mange læsere, både dengang og nu, vil genkende og blive forbløffet over Reuters meget tydelige inspiration fra J.R.R. Tolkien. Den mest åbenlyse parallel findes i navngivningen. Vi møder en skurk ved navn Smaugg, en dværg ved navn Doromir, og en anden, der hedder Pippin. Disse navne, og flere andre i bogen, vækker umiskendeligt genklang fra Tolkiens univers.

Mere fundamentalt gennemsyres romanen af den samme tanke om selvopofrelse, der er en bærende søjle i Tolkiens »Ringenes Herre«. Lille Filip, der i sin oprindelige verden er dødsdømt, forstår, da han ankommer til verdenen hinsides Tågebroen, at hans død ikke er meningsløs. Filips bortgang vil potentielt frigive de forkrøblede og lidende indbyggere i denne nye verden. Da han finder fred og accept i denne erkendelse, er han i stand til at vokse ind i rollen som den messianske krigerfigur, han er udset til at være. Romanen handler dybest set om at finde modet til at se sit liv, og de udfordringer det byder på, i øjnene, uanset hvor håbløst det umiddelbart måtte virke.

Døden som Vandringsmand

Mellem Shamran og Ham indsætter Reuter en mytologisk figur: Vandringsmanden. Denne skikkelse er Døden personificeret. Vandringsmanden færdes ad egne stier og betragter begivenhederne fra et større perspektiv end de dødelige. Læseren fornemmer, at Vandringsmanden repræsenterer skæbnen, der, på godt og ondt, tildeler enhver en rolle at spille. Spørgsmålet om personlig fri vilje i dette skæbnebestemte landskab forbliver ubesvaret. Det er uklart, om Filip reelt kunne have fejlet i sin opgave, som Vandringsmanden i sidste ende selv har tildelt ham. Dette spørgsmål ligger dog uden for bogens umiddelbare horisont, da fokus primært er på Filips accept og udførelse af sin rolle.

Selve handlingen i »Shamran« byder på mange lag, der fortjener nærmere analyse. Men for mange læsere, og som fremhævet i den kilde vi baserer denne artikel på, er romanens form og tone måske endnu mere interessante. Først og fremmest er romanen overvejende skrevet i traditionel datid, men et bemærkelsesværdigt stilistisk valg er, at mange kapitler indledes med stykker skrevet i nutid. Dette skift er overraskende og dets præcise formål svært at forklare. Det synes primært at tjene til at etablere et givent miljø i et »nu« – i læseøjeblikket. Selvom dette kan være en tilstrækkelig begrundelse, står det ikke desto mindre som et særpræget og tankevækkende stilistisk greb.

En Grundtone af Tungsindighed og Sangens Kraft

Det sted, hvor Bjarne Reuter for alvor imponerer med »Shamran«, er i den dybe tone af tungsindighed, der hviler over hele fortællingen. Denne sørgmodige stemning er utvivlsomt inspireret af Tolkien, men Reuter tilføjer sit eget lag. Tungsindigheden væves smukt sammen med hovedpersonens, Filips, dybe begejstring for sang, og især for sangteksternes poetiske indhold. En af de ting, Filip delte med sine forældre, var glæden ved at synge, og det fremhæves, at hans sangstemme var usædvanligt smuk.

Reuter bruger sangmotivet som et redskab til at integrere en lang række citater – både åbenlyse og mere subtile – fra traditionelle sange, salmer og viser i teksten. Dette beriger romanens sproglige og lyriske udtryk markant. I samspil med temaet om den forudbestemte skæbne skaber Reuter derved en form for høvisk atmosfære, der minder om minnesang eller ridderballader, dog uden at dette skal tages bogstaveligt. Romanen er skrevet i et sprog, der kan virke alderdommeligt, men det er mindre præget af middelalderisme og mere af det højstemte dansk, man finder i eksempelvis Højskolesangbogen. Dette sprogvalg bidrager i høj grad til bogens unikke tone og atmosfære.

Romanen er ubetinget smuk i mange passager, og det er netop i dette lyriske arbejde, at »Shamran« tydeligt afslører sin oprindelse som litteratur fra 1985. Nutidens børne- og ungdomsfantasy fokuserer ofte næsten udelukkende på handling. Tonen er typisk ukompliceret, ofte kæk og designet til at sikre, at læseren ikke keder sig et øjeblik. Reuters roman tager derimod for givet, at litteratur ikke er kedelig, hvis læseren aktivt vælger at engagere sig i den. Han tør stille krav til sin læser, forvente at man har lyst til at dvæle ved sproget, ved ordklangen og ved stemningen. Måske er dette et for ambitiøst krav i dagens litterære landskab? Ikke desto mindre er det en flot bedrift, og Reuter fortjener stor ros herfor. At han måske ikke er en mester i »worldbuilding», og at hans fantasyverden i sig selv ikke er banebrydende inspirerende, er fuldstændig tilgiveligt. Han opnår nemlig noget langt større og vigtigere: Skabelsen af et værk med en dyb følelsesmæssig resonans og et rigt, poetisk sprog. Tekstens udtryk opvejer rigeligt for eventuelle trivielle indvendinger mod plottet eller verdenskonstruktionen. »Shamran« er en påmindelse om, at fantasy kan være mere end bare eventyr; den kan være dybt rørende kunst.

Ofte Stillede Spørgsmål om Shamran

For at opsummere og adressere de mest centrale spørgsmål om Bjarne Reuters »Shamran«, har vi samlet et par ofte stillede spørgsmål:

Hvem er Shamran?

Shamran er navnet på den profeterede frelser i den mørke verden, som drengen Filip ankommer til. Filip viser sig at være denne Shamran, bestemt til at bekæmpe den onde fyrste Ham og befri verdenens mærkede indbyggere.

Hvad symboliserer Filips sygdom og død?

Filips sygdom og bortgang i den virkelige verden er hans indgang til fantasyverdenen. Hans accept af sin egen dødelighed og skæbnefulde rolle i den nye verden giver ham styrken til at vokse og blive den kriger, der kan bringe håb til de lidende. Det symboliserer selvopofrelse som en kilde til befrielse.

Hvad er Tågebroen?

Tågebroen er den mystiske bro, der ses på billedet på Filips værelse. Det er den forbindelse, hvorigennem de tre dværge træder ind i Filips verden for at hente ham, og den vej, han rejser for at komme ind i fantasyverdenen.

Hvem er Ham?

Ham er den navnløse, onde fyrste, der brutalt hersker over byen Tronn og den verden, Filip træder ind i. Han er kilden til indbyggernes lidelse og undertrykkelse, og Filips skæbne som Shamran er at konfrontere og bekæmpe ham.

Hvad er Vandringsmandens rolle?

Vandringsmanden er en mytologisk skikkelse, der personificerer Døden. Han ses som en repræsentant for skæbnen, der styrer begivenhederne og tildeler roller til de forskellige skikkelser i fortællingen. Hans tilstedeværelse understreger bogens temaer om skæbne og dødelighed.

Hvilken genre tilhører Shamran?

»Shamran« betragtes primært som børne- og ungdomsfantasy, udgivet i en periode (1980'erne), hvor genren blomstrede i Danmark. Selvom den er rettet mod unge læsere, har den en dybde og kompleksitet, der også kan appellere til voksne.

Sammenfattende er »Shamran« en gribende og stilistisk særpræget fantasyroman. Den bruger velkendte genretroper, men forvandler dem gennem en tone af dyb tungsindighed, et rigt lyrisk sprog og en inderlig skildring af en ung drengs konfrontation med sin egen dødelighed og en større skæbne. Det er en bog, der kræver noget af sin læser, men som belønner rigt med sin atmosfære og sit smukke udtryk.

Kunne du lide 'Shamran: En Dybdegående Fortælling om Død og Skæbne'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.