Danmark Besat: Morgenen den 9. April 1940

Morgenen den 9. april 1940 står som en skæbnesvanger dato i Danmarks historie. Det var dagen, hvor Kongeriget Danmark blev inddraget i Anden Verdenskrig, ikke gennem et forsvaret angreb og en efterfølgende krigserklæring, men gennem en overraskende tysk militær aktion, der løb parallelt med diplomatiske forhandlinger, eller rettere, et tysk ultimatum. Denne morgen blev en hel nation stillet over for et umuligt valg, og beslutninger truffet i løbet af få timer kom til at præge landet i fem lange år.

Den Tyske Indmarch og Det Diplomatiske Spil

Mens tyske tropper krydsede den danske grænse og landede ved strategiske punkter langs kysten, foregik der sideløbende et intenst diplomatisk spil i hovedstaden København. Klokken var kun 4.30 om morgenen, da den tyske gesandt i København, Cecil v. Renthe-Fink, opsøgte den danske udenrigsminister P. Munch i hans private hjem. Dette tidspunkt understreger den pludselige og uventede karakter af begivenhederne. Der var ingen forudgående varsel, ingen tid til dybere overvejelser eller bredere konsultationer.

Renthe-Fink overrakte på vegne af den tyske regering to dokumenter, der skulle forme Danmarks umiddelbare fremtid. Det ene dokument indeholdt 13 overvejende militære krav. Disse krav var direkte og utvetydige: den danske regering og Forsvaret skulle effektuere en snarlig kapitulation. Formålet var klart – at sikre de tyske troppers sikkerhed i landet og eliminere enhver form for modstand. Det var et krav om øjeblikkelig underkastelse under tysk militær kontrol.

Det andet dokument var et memorandum af mere politisk karakter. Heri forsøgte Tyskland at retfærdiggøre sin handling. Den militære aktion blev fremstillet som en reaktion på udsigten til et britisk angreb på Danmark. Dermed blev invasionen portrætteret, ikke som et angreb på Danmark, men som en beskyttelsesforanstaltning. Ifølge memorandummet var beslutningen om at besætte landet alene truffet for at varetage beskyttelsen af Danmark, så længe krigen varede. Det blev understreget, at den tyske aktion ikke var sket i fjendtligt øjemed mod det danske folk eller den danske stat. Måske mest opsigtsvækkende indeholdt memorandummet en erklæring fra den tyske Rigsregering over for den kongelige danske regering: Tyskland havde ingen intentioner, hverken nu eller for fremtiden, om at antaste Kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed ved sine foranstaltninger. Dette løfte skulle senere vise sig at have begrænset værdi i praksis.

Ultimatum under Trussel

Udenrigsminister P. Munch reagerede, som det forventes, med skarp protest over for den tyske gesandt. Danmark var et neutralt land, og en uanmeldt invasion var et klart brud på folkeretten og landets suverænitet. Men Renthe-Fink gjorde det hurtigt klart, at den tyske position var ufravigelig. Kravet om øjeblikkelig kapitulation var et ultimatum. Der var ingen plads til forhandling, ingen mulighed for at afvise kravene uden umiddelbare, alvorlige konsekvenser.

For at give gesandtens ord yderligere vægt og understrege alvoren i situationen, cirklede tyske bombefly rundt over København. Dette var ikke en tilfældighed; det var en bevidst magtdemonstration. Udenrigsministeren blev eksplicit orienteret om, at flyene havde ordre til at indlede bombardement, hvis ikke den danske regering føjede kravene i de to tyske dokumenter. Truslen om ødelæggelse af landets hovedstad og potentielt civile tab hang tungt i luften. Dette lagde et enormt pres på udenrigsministeren, der stod over for en beslutning af national betydning, alene i sit hjem midt om natten (eller meget tidlig morgen).

Det Afgørende Møde på Amalienborg

P. Munch erkendte straks, at han ikke havde den fornødne hjemmel til alene at træffe en beslutning af den art og rækkevidde, som tyskerne krævede. Han anmodede derfor om ekstra tid til at konsultere med landets politiske og militære ledelse – regeringen, kongen og Forsvarets værnschefer. Renthe-Fink gav udenrigsministeren denne korte frist, men understregede samtidig sagens hastende karakter. Tiden var knap, og den tyske tålmodighed var begrænset, understreget af de truende fly over byen.

Klokken 5.30 mødtes en lille, men yderst vigtig kreds af Danmarks ledere på Amalienborg. Til stede var udenrigsminister P. Munch, den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning, forsvarsminister Alsing Andersen, samt hærchefen, flådechefen, Kong Christian 10. og kronprins Frederik. Mødet fandt sted i en ekstremt trykket stemning. Deltagerne var fuldt ud klar over situationens alvor. De vidste, at et "nej" til de tyske krav med stor sandsynlighed ville udløse bombardementer og blodige kampe, som det danske forsvar, trods tapperhed, næppe kunne vinde mod den overlegne tyske krigsmaskine. Presset på deltagerne var voldsomt; de skulle på få minutter træffe en beslutning, der ville påvirke millioner af danskeres liv og Danmarks fremtid som nation.

Efter cirka en halv times debat, hvor alle aspekter af den desperate situation utvivlsomt blev vendt, selvom tiden var knap, blev beslutningen truffet. På udenrigsminister Munchs ønske, baseret på hans direkte konfrontation med det tyske ultimatum og truslen om bombardement, besluttedes det at gå ind på de tyske krav og kapitulere. Det var en beslutning truffet under tvang, et valg mellem uundgåelig ødelæggelse og et ukendt, men potentielt mindre katastrofalt, alternativ under tysk besættelse. Man håbede at kunne bevare så meget som muligt af det danske samfund og undgå krigens direkte rædsler på dansk jord.

Kapitulationen og Konsekvenserne

Beslutningen om kapitulation blev hurtigt truffet i de tidlige morgentimer. Ordren skulle nu ud til de danske militære enheder. Imidlertid stødte man på problemer med kommunikationsapparatet. Dette betød, at ordren om at nedlægge våbnene ikke nåede frem til alle kæmpende soldater med det samme. Særligt i Sønderjylland, hvor tyske tropper krydsede grænsen, fortsatte kampene i en periode. Først ved 8-tiden om morgenen nåede ordren de kæmpende soldater. Dette resulterede i tragiske, men kortvarige, træfninger, hvor danske soldater faldt i kamp mod invasionsstyrkerne, uvidende om at landets politiske ledelse allerede havde overgivet sig. Dette kommunikationssvigt understreger kaosset og hastværket i situationen.

Den hurtige kapitulation betød, at Danmark undgik de omfattende ødelæggelser, som mange andre europæiske lande oplevede ved den tyske invasion. Til gengæld indledtes nu en periode med tysk besættelse, der kom til at vare indtil maj 1945. Selvom Tyskland i starten lovede at respektere Danmarks suverænitet, blev dette løfte gradvist udhulet, og besættelsestiden udviklede sig fra en relativt mild 'modelprotektorat' til en hårdere kontrol, især efter augustoprøret i 1943.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvornår blev Danmark besat?

Danmark blev besat af Tyskland om morgenen den 9. april 1940.

Hvem overbragte de tyske krav til den danske regering?

Den tyske gesandt i København, Cecil v. Renthe-Fink, overbragte kravene til udenrigsminister P. Munch.

Hvad var de vigtigste krav fra Tyskland?

Tyskland krævede øjeblikkelig dansk kapitulation og sikkerhed for de tyske tropper. De hævdede, at aktionen var en beskyttelse mod et muligt britisk angreb og lovede at respektere Danmarks territoriale integritet og politiske uafhængighed.

Hvorfor kapitulerede Danmark så hurtigt?

Beslutningen om at kapitulere blev truffet under direkte trussel om bombardement af København, hvis kravene ikke blev efterkommet omgående. Man vurderede, at væbnet modstand ville være nytteløs og medføre store tab og ødelæggelser.

Hvem deltog i det afgørende møde på Amalienborg?

Mødet inkluderede udenrigsminister P. Munch, statsminister Thorvald Stauning, forsvarsminister Alsing Andersen, hærchefen, flådechefen, Kong Christian 10. og kronprins Frederik.

Nåede ordren om kapitulation alle danske soldater med det samme?

Nej, på grund af problemer med kommunikationsapparatet nåede ordren først de kæmpende soldater i Sønderjylland et par timer senere, omkring klokken 8.

Kunne du lide 'Danmark Besat: Morgenen den 9. April 1940'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.